Den tidligere politiker Søren Pind folder sig ud i denne meget omtalte selvbiografi. Han tager os med ind bag kulisserne i Venstre og fortæller om sin politiske karriere, kampe, sejre og nederlag.

Pind lægger ikke bånd på sig selv. Vi får hans version af begivenhederne råt for usødet. Om hvem han kæmpede sammen med og hvem han kæmpede imod. Ikke mindst internt i sit eget parti. Om hvordan han først indtog Københavns Rådhus og sidenhen Christiansborg og ministerkontorerne. Om hvordan han igennem flere år måtte finde sig i at være prügelknabe for især daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen. Og om hvordan han formåede at navigere sig tilbage i gamet og blive en populær minister, der i en kort periode blev nævnt som en mulig formand for Venstre.

Der bliver som sagt fortalt nogle sandheder i Søren Pinds selvbiografi. Det er derfor vigtigt undervejs at minde sig selv om, at det her er Pinds udlægning af begivenhederne. Pinds version og fortolkning. Det er der ikke noget galt i. Det er den frihed man har i en selvbiografi. Man skal bare som læser have det i baghovedet. Især i denne bog, hvor Pind eksempelvis direkte beskylder Venstres nu tidligere næstformand Kristian Jensen for at have lækket de bilag om statsminister og Venstre-formand Lars Løkkes tøjindkøb. Et læk som blev en langvarig belastning for Løkke.

Det her er en af den slags bøger, som man er nødt til at læse for at forstå moderne dansk politik. For at forstå historikken. Også selvom både Pind, Kristian Jensen og Løkke ikke længere er topfigurer i Venstre. Desuden skriver Søren Pind som han taler. Velformuleret med fynd og klem. En sand fornøjelse at læse.

Søren Pind: Frie ord. Gyldendal, 2019. 343 sider