“En morgen med udtværet himmel midt på foråret. Og, for at markere den, noget nyt dødt; en rødhals. Af en eller grund finder de mig altid. Kryber sammen i de dybe grøfter og kaster sig ind under hjulene på min Fiesta. Dratter ned fra himlen og lander for mine fødder. Og fordi min lille verden er ved at falde fra hinanden stykke for stykke, virker det passende at disse væsener også dør. Jeg beslutter mig for at tage et billede af denne rødhals. Det første i en serie, måske. En serie om, hvordan langsomt bliver slået ihjel.”

Sara Baumes Linje trådt af trin, er noget af det bedste, jeg længe har læst.
Skønheden og nærværet i romanen om ensomhed, sammenbrud, død og depression er intet mindre end fremragende. Emmende af poesi og knivskarpe betragtninger, mestrer Baume at beskrive forfaldets ånd og til tider skønhed med sansemættet akkuratesse, der hæver sig over tid og sted.

Da hovedpersonen, den unge kunstner Frankie bryder sammen, forlader hun sin etværelses lejlighed i Dublin og flytter ind i sin afdøde mormors forfaldne hus, der ligger på landet ved foden af en vindmølle. Her håber hun at genfinde sig selv på trods af, at depressionen bliver værre og værre.

Frankie nægter at lade sig medicinere og det reflekteres i den umiddelbart forstenede handling. Der sker der ikke meget i løbet af Frankies forstemte og uforetagsomme dage. Hun cykler en lille tur, længes efter sin mormor, tager nødtørftig et bad, spiser uden at lave mad. Og så fotograferer hun døde dyr til et kunstnerisk projekt. Trods forsteningen er vi tryllebundne. Vi gribes af de smukke og universelle beskrivelser af savn og ensomhed. Og neglebiddene hepper vi på, at Frankie får det bedre.

Raffineret er bogen delt op i 10 kapitler – ét for hver af de døde dyr, som indgår i Frankies projekt; rødhals, kanin, rotte, mus, råge, ræv, frø, hare, pindsvin og grævling.

Undervejs opremser Frankie, der lever og ånder for kunsten, en række performance kunststykker, som passer hendes mentale tilstand, fx værker om drukning. For det er den måde hun har lært at forstå verden på – gennem kunsten.

Sanseligt beskriver hun minder og oplevelser fra barndommen, som var det første gang hun oplever dem. Hendes overvejelser om kunsten, livet og døden får hende til at stille spørgsmålet om, hvorvidt hende kunstneriske tunnelsyn egentlig er det rigtige for hende. Er kunsten livet? Er livet kunsten? Er kunsten og kunstneren hævet over alt og alle?

Bogen er en dybt indsigtsfuld historie om sindet, sammenbruddet, tvivlen, vaklen, kunstens tilblivelse, livssyn og længsler. Drevet af den mesterlige poetiske skønhed, som folder sig ud til en uforglemmelig roman om en kunstners depression og ensomhed. Læs den og bliv klogere på sindets kringelkroge – også de allermørkeste.

Sara Baume: Linje trådt af trin, Jensen & Dalgaard, september 2019, 296 sider, oversat fra engelsk til dansk af Signe Lyng.