Baskerlandet. To familier er venner. Børnene leger sammen, kvinderne har været veninder siden barndommen og mændene cykler lange ture og drikker vin og spiller kort på den lokale bar. Men så rykker terroren ind, og familier og venskaber bliver splittet, ord bliver sagt, og blodige gerninger kan aldrig gøres om.

ETA holdt i mange år Baskerlandet i et jerngreb. Demonstrationer, terror, overfald og angst var dagens orden, og terroren rammer ikke kun civilgarden og ”fjenden” – den spanske stat. Nej, med terrorens syge logik er de værste fjender ikke de ydre fjender, men de lokale, der ikke bakker (nok) op om ”sagen.”

Et samfund hvor terroren hærger, får sin egen syge logik. Alt er sort og hvidt, man er enten med eller en del af fjenden. Det er ikke frivilligt, om man vil bidrage til kampen, og ingen tør sige deres mening åbent – i hvert fald ikke, hvis man ikke støtter volden. Når ETA kræver penge ind til kampen, så betaler man. Ellers må man betale på anden vis – enten ved at flytte, eller med blod.

I Patria får medlemmerne af to familier stemmer. Mødre, sønner, døtre, mænd. Rige og fattige, børn og voksne. De er alle mennesker, alle baskere, men deres udgangspunkt og oplevelser er vidt forskellige. De bor i en region, der er fanget i sin egen kamp, hvor alle lider under terroren og hvor paroler ikke kun er noget, man skriver på en mur eller råber til en demonstration, men noget der omsættes i molotovcocktails og drab.

De to familier havner på hver side af kampen, uden egentlig at ville det. Fra den ene dag til den anden kan de ikke længere mødes, ikke længere dyrke deres årtier lange venskab. Det fine ved Patria er, at man får lov at følge dem alle sammen – dem, der går ind i kampen, dem der vender sig mod volden, og dem der allerhelst bare vil være i fred. Dem der bliver, og dem der flygter.

Patria er en storslået bog med et vigtigt emne. Den er på 627 sider, og det vil måske afskrække nogen. Det er der absolut overhovedet på ingen måde nogen grund til, for Patria føles ikke som en lang bog. Det er en bog, man læser flydende, og som er svært at lægge fra sig. Det er ikke fordi plottet er cliffhanger-spændende, men fordi sproget er så velfungerende og personerne så levende, at jeg hele tiden ønskede at læse videre, så jeg kunne få lov til at blive inde i deres hoveder og følge deres udvikling.

Fernando Aramburu: Patria. 627 sider, Gyldendal. Oversat af Iben Hasselbach, 2019