En tjekkisk mand rejser til Paris på et tåbeligt kærlighedseventyr. Det bliver ikke til noget, men da han indser det er det for sent: Hitler har invaderet Tjekkoslovakiet, og han er fanget i Frankrig, mens hans kone og børn – som han eller var klar til at forlade for en anden kvinde – er fanget i det tredje rige.

Det er kun en stakket frist for vores fortæller, for snart marcherer nazisterne også i Paris’ gader. Han er dobbelt i fare, dels er han jøde og dels har han som ingeniør arbejdet på et nyt sigtekorn til antiluftsskyt, som han allerede i Tjekkoslovakiet destruerer tegningerne af, da han opdager at chefen måske vil sælge det til nazisterne. Nu tror tyskerne, at han har solgt det til franskmændene, som på deres side er rimelige uinteresserede.

Det hele ender i en kælder under en læges ejendom i Normandiet, hvor han søger tilflugt. Her skriver han romanens tekst, breve til sin kone i Tjekkoslovakiet. Han tør ikke sende dem til hende, af frygt for at hun kommer i nazisternes søgelys, hvis hun modtager breve fra en flygtning, men han skriver alligevel: om affæren, om savnet, om angst og det vanvid, der langsomt sniger sig ind på ham mens han sidder uvirksom i skjul, sulten og ensom.

Skjul er en kort roman om et fredeligt menneske, der bliver presset ud på sit yderste af verdenshistoriens knusende hjul. At være under jorden er en evig angst, en evig anspændelse af sindet, et evigt savn over for dem, der er på den anden side.

Har vi virkelig brug for endnu en roman om 2. verdenskrig, kunne man spørge? Men Skjul er så original i sin historie og fortælling, at en interesseret læser vil få noget at reflektere over, så svaret er ja. Til gengæld kunne jeg godt have undværet forordet, der rejser flere spørgsmål end svar og hvis sammenligning af overfaldet på Tjekkoslovakiet med 1864 absolut ikke giver mening.

Egon Hostovsky: Skjul. 136 sider, Forlaget Silkefyret. Oversat af Jonas Suschanek, 2019