Nordirland i 1970erne. Konflikten mellem de protestantiske unionister, der ønsker at forblive en del af Storbritannien, og de katolikkerne der ønsker forening med Irland, er på (eller over?) kanten af en egentlig borgerkrig. Briterne har sat hæren ind, og heller ikke IRA holder sig tilbage. Belfast er splittet i to, både mentalt og geografisk.

I dette kaos forsøger en katolsk 18 årig pige at få lov til at leve sit liv som en almindelig ung kvinde. Hun løber ture, læser bøger og overvejer, om hun måske skal flytte sammen med sin kæreste. Hun søger en anden verden end hverdagens krigszone ved at læse klassikere fra forrige århundrede. Da en kendt IRA-mand finder seksuel interesse for hende, må hun sande at når de store slås, så bliver de små trampet ned.

The troubles kaldes denne voldelige tid, der først sluttede med Good Friday-aftalen i 1998. Vi kender den fra film og musik (f.eks. U2: Sunday, Bloody Sunday), og med Brexit er frygten for en tilbagevenden fordi grænsen mellem Irland og Nordirland skal genetableres blevet uhyggelig aktuel. Det er altså en meget aktuel bog, selvom de foregår for 40 år siden.

Mælkemanden er denne ansigtsløse IRA-mand, hvis interesse tvinger den 18-årige fortæller til at vågne op og forholde sig til konflikten. Det er svært. Hun ønsker bare at være sig selv, i et samfund hvor det ydre pres kræver sammenhold og lukkethed. Konflikten sætter sit ubønhørlige præg på hverdagen: der er bomber, drab – og hver eneste familie har sine faldne. Både de rigtigt faldne, der har engageret sig i kampene, dem der bare kom i vejen for kugleregnen, og dem, der er skrevet ud af familiehistorien fordi de fik nok, flyttede væk eller måske endda – gys! – har giftet sig med en af de forkerte.

Fællesskabet viser ingen nåde over for dem, der svigter. Uanset om det så er kvindesagskvinder eller unge mennesker, der forelsker sig i en fra den anden side. Bare mistanken om svigt kan koste folk livet, og på den måde bliver både ven og fjende til overgrebsmænd, der er med til at holde befolkningen i et jerngreb af angst og vrede.

Mælkemanden er en bog som ingen andre, selv sproget tager farve af konflikten og det dække, man må læge når man aldrig ved om fjenden lytter med. Burns skriver hypnotiserende om en tid og en konflikt, der burde ligge langt bag os, men som alligevel er almengyldig, for hvad stiller man egentlig op, når konflikten bliver et mål i sig selv? Revolutionen æder sine børn, også her, og det sammenhold der kan bringe én igennem de svære stunder, kan også knuse én, når rygterne tager magten og det bliver vigtigere at være på den rigtige side end at gøre det rigtige.

Det er ganske enkelt en fremragende roman, der fuld fortjent har vundet Man Booker Prize i 2018. Det er en blændende fortælling med et vigtigt tema, og mange læsere bør under sig selv denne fornøjelse. Den er i øvrigt flot oversat, og det er skønt at det lille kvalitetsforlag Palomar konsekvent giver oversætteren et par linjers beskrivelse på bagflappen, for oversættere fortjener større opmærksomhed og hæder end de normalt får – i dette tilfælde Sara Koch.

Anna Burns: Mælkemanden. 367 sider, Palomar. Oversat af Sara Koch, 2019