Vinder af Politikens Romankonkurrence i 2016 (Løgnerens hus) er nu aktuel med romanen Søster, min søster.

Denne gang skriver Katrine Nørregaard om livet som tvillingesøster til en spastisk lammet. Katrine og hendes søster Stine blev født 3 måneder for tidligt. Katrine vokser op sund og rask. Men hendes søster derimod vokser op med udfordringer og færre muligheder i livet, da hun vokser op med lammelser i arme og ben. Pigernes forældre går fra hinanden, da pigerne er 3 år, men pigerne følges ad. Det er forskellige liv, der leves hos henholdsvis mor og far.

Romanen bygger på forfatterens egen opvækst og erfaringer og skriver sig dermed ind i den bølge af autofiktive romaner, der udkommer i disse år. Og den giver et unikt og langt hen af vejen interessant indblik i, hvordan livet til en handicappet søster kan være på godt og ondt. Romanen er skrevet med stor kærlighed til søsteren.

Vi følger pigerne fra de er små, til skolestart hvor de ikke skal på samme skole, over teenageårene og frem til det begyndende liv som voksen, hvor Katrine flytter hjemmefra og starter uddannelse.

Pigernes mor fremstår i flere scener som godt og grundigt presset af at være mor til et handicappet barn. Og det må også være en udfordring af de helt store. Når alle andre børn vokser sig store og selvstændige, vil Stine altid have brug for hjælp fra andre fx fra sin mor. Deres mor fremstilles dog til tider som værende helt urimelig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om forfatterens mor har været så opfarende og urimelig, eller om det er fiktion? Det virker troværdigt og sandsynligt, men det må være seriøs barsk læsning for deres mor pludseligt at se sig selv udefra. Jeg blev vred på moren undervejs, måske fordi det prikkede til mig selv i de situationer, hvor jeg som mor er urimelig.

Heldigvis er der også fjollede komiske (på grænsen til det groteske) scener, som når vi besøger 21 årige Stines værelse, der er fyldt med pingviner i porcelæn, plastik eller bamseversion. De ser på os fra hylder, fra vindueskarmen og titter frem fra under sengen. Kan man blive en selvstændig voksen kvinde, når man bor på sit børneværelse, der er fyldt med barndom?

Stærkest står de scener hvor Katrine længes efter at blive set af mor. Fx. der hvor hun ligger i sengen og venter på, at mor bliver færdig med at putte Stine, men mor går direkte i seng og ikke ind til Katrine. Det er barsk at læse om Katrine, der føler sig i vejen, føler sig usynlig og til overs. Og det stikker i hjertet, når Katrine i afmagt og frustration bider sin elskede søster i armen. Giv mig mere af det, scener der kan mærkes og skær resten fra. Bogen er let at læse, her læses på linjerne og symbolerne er også til at forstå (op til jul vælger mor et lille juletræ, der mangler både grene og nåle).

Søster, min søster er også en roman om at føle sig anderledes, selvom man er helt normal. Og en roman om at finde ud af, hvem man selv er udover at være nogens søster. Jeg tror, at Katrine Nørregaard er ved at finde ud af, at hun i hvert fald også er forfatter.

Katrine Nørregaard er født i 1994, debuterede med romanen Løgnerens hus i 2016 og er episodeforfatter og konsulent på DR3-serien “Doggystyle” (en virkelig morsom ungdomsserie om livet, når det niver, sagde den nogenogfyrreårige).

Katrine Nørregaard, Søster min søster, September 2019, Politikens forlag, 304 sider.