Kristín Eiríksdóttir: Elin, diverse
Kristín Eiríksdóttirs roman “Elin, diverse” er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2019. Og det forstår man godt. Selvom romanen er næsten ubærlig barsk, formår den at fortælle om den smertelige tab af erindring, som sygdommene demens og Alzheimers medfører. Det er ubeskrivelig hård læsning.
Langsomt opløser bogens hovedperson, Elin, sig for øjnene af os, og i takt med at Elin bliver dårligere, bliver bogen mere og mere fragmenteret, og dermed også kompliceret at læse. For ligesom Elins virkelighed begynder at flimre, gør bogen det også. Det er genialt, men komplicerer læsningen betydeligt, og man skal opbyde stor tålmodighed.
Bogens titel “Elin, diverse” virker umiddelbart mærkelig, men viser sig at passe rigtig godt til romanen. Som læsere får vi nemlig serveret en række, diverse, mere eller mindre tilfældige brudstykker fra Elins liv. Romanens omdrejngingspunkt er da Elin pludselig opdager tre flyttekasser med sit navn på. Det viser sig at være kasser fyldt med minder fra et langt liv. På kasserne står der Elin, papirer, Elin, bøger og Elin, diverse. En meget fin reference til både bogens titel og til Elins sindtilstand og identitet, der snart kun udgøres af ting, der skaber minder. Da Elin åbner kasserne, går der hul på bylden med alle de smertelige minder fra hendes fortid.
Samtidig med at minderne trænger sig mere og mere på, møder Elin den unge og forsømte dramatiker Ellen. De to kvinder har meget til fælles – et rodet, ulykkeligt og meget ensomt liv. I løbet af romanen identificerer Elin sig mere og mere med Ellen, og efterhånden flyder de to personer sammen.
Til at starte med kombinerer romanen både epik, lyrik og drama, og det er et spændende greb. De forskellige sproglige elementer understøtter karakteristikken af de to kvinder for hvem kunsten er en forløsende, livsskabende kraft samtidig med, at den kan være destruktiv og til tider naragtig.
Elin er en ustabil fortæller – hun bryder konstant fortællingens kronologi – fuldstændig som et menneske med sygdommen demens gør det. Den kronologisk fortalte historie afbrydes oftere og oftere – i takt med at Elin taber erindringsevnen. Det er både raffineret, fordi det beskriver tabet indefra. Men det er også en svaghed, fordi det episke flow hele tiden afbrydes, og derfor kommer vi aldrig helt til at forstå Ellen, at lære hende at kende. De historier, der startes afsluttes sjældent helt. I takt med at Elin mister overblikket over sit liv, mister læseren overblik over romanen og dens karakterer.
Meget tilbagevendende i teksten er Elins forhold til bedstemoren, og de overflødige og efterladte ting, der bliver et symbol på et liv i opløsning. Samtidig bliver de et symbol på de rodede erindringsfragmenter, som Elins liv nu består af.
Da Elin på et tidspunkt siger, at “det er forfærdeligt smertefuld at være menneske,” forstår vi hende til fulde.
Der rejses i bogen en masse spændende temaer – liv i opløsning, rod og ulykkelige skæbner, ensomhed og ikke mindst en bevidsthed i opløsning. En på alle måde udfordrende roman, der følger mennesket hele vejen ind i mørket. Læs den, hvis du tør.
Kristín Eiríksdóttir (f. 1981 i Island) debuterede i 2004, og har skrevet romaner, noveller og skuespil. Hun har fået flere litteraturpris for “Elin, diverse”. Bogen er forfatterens første på dansk, og er delvist inspireret af, at hendes egen mor blev ramt af Alzheimers sygdom.
Kristín Eiríksdóttir: Elin, diverse, Grif, September 2019, 181 sider. Oversat fra islandsk til dansk af Kim Lembek.