“Da jeg blev fyret fra mit studenterjob på Heidelberg eddikefabrik, tænkte jeg: “Godt at du kan tegne. Så har du da noget at falde tilbage på, hvis det går helt galt.” Min studentereksamen lå og rodede nede i bunden af min årgang. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle bruge den til, så jeg begyndte at sende tegninger til forskellige aviser. Politiken havde dengang en ungdomsside om søndagen, og til den fik jeg lov til at levere tegninger. Og siden er det gået slag i slag.”

Jeg har altid været vild med Roald Als’ knivskarpe satiretegninger. Derfor jublede jeg også, da biografien “Håndtegner” udkom. Endelig en mulighed for at høre mere om manden, som er en af de vægtigste årsager til at holde Politiken. I årtier har hans ikoniske og legendariske tegninger ikke bare kommenteret den aktuelle politiske debat – men også været med til at præge den.

Roald Als blev født den 2. april 1948 på Frederiksberg. Han blev uddannet på Skolen for Brugskunst i København, og har arbejdet som freelancetegner lige siden: “fordi jeg er en gammel 68’er, har jeg aldrig været fastansat nogen steder”, som han skriver.

Bogen er en sand guldgrube for Als-elskere. Der deles generøst ud af erindringer, meninger og tegninger. Vi hører om hans baggrund, og er med fra de helt første barnetegninger, som hans mor gemte, fordi hun tidligt så Roalds store talent. Vi hører om opvæksten i det socialdemokratiske hjem, som trækker en lige linje til den vidunderlige indignation, som præger hans tegninger den dag i dag.

Men mest af alt er bogen et stykke unikt samfundshistorie skildret gennem et kæmpestort udvalg af Als’ tegninger. Vi hører blandt andet om det anarkistiske miljø omkring Hovedbladet, som var med til at grundlægge Christiania, og om den berømte tegning i Weekendavisen, der var med til at vælte Schlüters regering, hvor der ikke “var fejet noget ind under gulvtæppet”. Hvem husker ikke den ikoniske tegning af Poul Schlüter med en taburet klæbende til bagen? Eller Anders Fogh Rasmussen som hulemand? Men vi hører også om de børnebøger, Als har illustreret og om hans fine portrætkunst – blandt andet de officielle malerier af Mogens Lykketoft og Ritt Bjerrgaard.

Vi kommer med andre ord hele vejen med ind i skrive- og tegneværkstedet, hvor politikere og andet godtfolk spiddes af Als’ sylespidse satirepen. Og her møder vi en sjældent engageret og nuanceret politisk personlighed, som hører til blandt de sjældne. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg anbefaler denne fremragende biografi på det varmeste. Den maner både til smil, latter og dyb eftertænksomhed. Læs.

Roald Als: Håndtegner, Politkens Forlag, september 2019, 344 sider, rigt illustreret.