Vigdis Hjorth er en af Norges mest populære forfattere. Nu har hun skrevet romanen “Henrik”, som er gendigtning af dramatikeren Henrik Ibsens skuespil “Hedda Gabler”. Romanen er blevet til som en del af projektet Ibsen-NOR, som er et litterært initiativ af det danske forlag Rosinante, det svenske forlag Natur & Kultur og det norske forlag Oktober.

Vigdis Hjorth er en forfatter, der gerne overrasker. Henrik er ingen undtagelse. På klog og morsom vis har Hjorth i romanformen flyttet dramaet op til nutiden, og ladet Ibsens hovedperson, Hedda, skifte køn, og kalder ham Henrik.

Næst efter “Et dukkehjem”, hvor den kvindelige hovedperson Nora går hjemmefra, er Hedda Gabler fra 1980 et af Ibsens mest berømte skuespil. Et af hovedtemaerne er individets, eller rettere kvindens, mulighed for at bryde med konventionerne.

I romanen “Henrik”, kæmper Henrik for at bryde med konventionerne, men det lykkes ham ikke. Henrik Falk er skibsrederens søn, der er gået konkurs. Han er blevet gift med Elsa Brun Hansen, som er fra en jævn familie, der ejer byens tankstation, hvor Henrik nu har fået arbejde. Ved romanen begyndelse er Henrik og Elsa lige vendt tilbage fra deres bryllupsrejse i Syden, og Elsa er højgravid. Men Henrik er træt af både konen, svigerfamilien, sit arbejde og hverdagens trivialiteter. Som Hedda Gabler føler han sig indespæret i sit ægteskab, og trives ikke i båsen som trofast ægtemand, der giver fodmassage og spiser søndagsfrokost.

Det er et meget interessant oplæg. Men Henrik-figuren folder sig desværre aldrig rigtig ud. Han forbliver flad, og der sker ingen udvikling med ham. Han tager ingen konfrontationer, men går i kælderen og drikker for at holde det hele ud. I modsætning til Hedda Gabler har han absolut intet format, og jeg kommer desværre til at kede mig undervejs.

Heldigvis afsløres der en ny side i Henriks karakter, som kommer frem, da en kvinde fra Henriks liv før ægteskabet vender tilbage. De optager kontakt, og der er lagt i kakkelovnen til et drama. Men dramaet udebliver, og Henrik stener videre. Romanen kunne have været mindst ligeså god som Ibsens stykke. Men i modsætning til Hedda Gabler skiller Henrik sig aldrig ud. Han gør ikke oprør. Hedda Gabler fra Ibsens skuespil er heller ikke udelukkende positivt beskrevet. Men hun vækker med sin væremåde både interesse, og lægger op til at debatere denne kvindelige karakter. Henrik rører mig desværre ikke nok til at have lyst til at debatere ham yderligere.

Vigdis Hjort slutter da også sin roman af med ordene “han havde det ikke i sig”. I dette tilfælde drejer det sig om at have format til at begå selvmord. Jeg tager hatten af for Vigdis Hjorths forsøg på at skildre en mand uden handlekraft og format. Men karakteren forbliver lidt for flad og sproget ligeså. Man bliver aldrig rigtig grebet, og det er på alle måder virkelig ærgerligt.

Vigdis Hjorth: Henrik, Rosinante, september 2019, 136 sider, oversat fra norsk til dansk af Sara Koch.