Klas Östergrens roman “Hilde” er en del af serien Ibsen-NOR, hvor en kritikerrost forfatter fra hvert af de nordiske lande, Sverige, Norge og Danmark, er blevet opfordret til at skrive en roman med udgangspunkt i et af Ibsens dramaer.

Den norske digter og dramatiker Henrik Ibsen regnes som en af de vigtigste forfattere i Det Moderne Gennembrud, og er en af de mest betydningsfulde forfatterstemmer i anden halvdel af det 19. århundrede.

I “Hilde” tager den svenske forfatter Klas Östergren udgangspunkt i hele to skuespil af Ibsen, nemlig “Fruen fra Havet” og “Bygmester Solness”. Östergren vælger, meget interessant, at gøre en birolle-karakter, der optræder i begge dramaer til hovedpersonen i denne bog. Nemlig den komplekse, kække, frigjorte kvinde, Hilde Wangel. Et både spændende og finurligt udgangspunkt.

I “Fruen fra Havet” er Hilde datter af den læge, der gifter sig med stykkets kvindelige hovedperson “fruen fra havet”. I “Bygmester Solness” er Hilde den unge kvinde, der betager Solness. I begge dramaer er Hilde et overset offer.

I bogen arbejder Hilde, der er norsk, på et rejsebureau i 1920’ernes Berlin, der forsøger at sælge rejser til Norge. Hendes eget udseende lever selv til fulde op til de æblekindede turistplakater. Alt er tilsyneladende idyl. Men så begynder Hilde at lide af angstanfald – et ukendt begreb i 1920’erne. Og hun må acceptere at gå i psykoanalytisk behandling.

“Men denne gang gik det anderledes. Ud af det blå blev hun ramt af et voldsomt ubehag. Det kom så pludseligt, at hun blev helt rund på gulvet.(…) Det kom bare over hende, som var hun blevet besat af et ondsindet væsen, der fyldte hende med en følelse af intenst nærvær og fremmedhed på én og samme tid.”

Ibsen-kendere vil vide, at der er (veldokumenterede) teorier om, at psykologen Sigmund Freud blev inspireret til sine analyser af de såkaldte neurotiske kvinder efter at have set Ibsens drama, “Fruen fra Havet”. Og det ved Östergren tydeligvis også. Genialt lader han den nye tids psykoanalyse spille en central rolle i romanen. For det er i løbet af behandlingerne, at Hildes historie folder sig ud. Igen inddrages de to dramaer, da Hilde fortæller om sin mors død, hendes stedmors mærkelige mørke sider og længslen efter havet, og om den bygmester, der trængte hende op i et hjørne, da hun bare var pige, og om hvordan hun senere opsøgte ham og hævnede sig.

Hilde bliver meget symbolsk behandlet af en doktor Liebig, som hun ved en fortalelse kommer til at kalde liebling (elskede, du kære). Langsomt, men sikkert findes der frem til Hildes traumer. Glemte skikkelser og begivenheder dukker frem af bevidstheden. Elegant folder Östergren en stor skæbnefortælling ud, og vi præsenteres for kompleks kvinde, der både er enormt frigjort, men samtidig fange i sit eget liv. Det kan næsten ikke blive mere Ibsen’sk.

Mine eneste anker imod den ellers så fremragende roman, er at forfatterens synsvinkel kan forekomme uklar og diffus. Klas Östergren vælger at fortælle sin historie fra flere vinkler, men brugen af både jeg-person og almen fortæller er ikke helt konsekvent. Desuden kan formen virke en anelse påtaget i sin bestræbelse på at ramme datidens sprogtone.

Jeg anbefaler, at man læser Ibsens to skuespil inden man læser bogen – så fremstår den klarere som det mesterværk, den egentlig er.

Klas Östergren: Hilde, Rosinante, september 2019, 320 sider, oversat fra svensk til dansk af Louise Ardenfelt Ravnild.