“Jeg har sat Nora under lup”, sagde forfatteren Merete Pryds Helle, da jeg mødte hende for nylig. Hendes seneste roman “Nora” er en del af Ibsen Nor projektet, hvor tre førende skandinaviske forfattere har skrevet romaner inspireret af den verdensberømte, norske dramatiker Henrik Ibsens skuespil.

Med romanen “Nora”, har Merete Pryds Helle begået en genistreg. Romanen bygger på Ibsens mest berømte skuespil “Et dukkehjem”. Siden “Et dukkehjem” havde verdenspremiere på Det Kongelige Teater i 1879, hvor hovedpersonen Nora i slutningen af skuespillet vælger at forlade hjem, mand og børn, er der blevet reflekteret over, hvor hun gik hen.

Det gør Pryds Helle heldigvis ikke. Hun starter et helt andet sted. Hun sætter Nora under lup, og undersøger, hvem hun egentlig var, og hvorfor vi bliver ved med at vende tilbage til hende.

Vi møder Nora som stor pige, og følger den udvikling, der bevirker, at hun er i stand til at gå fra sin familien og sit hjem til sidst. Vi ser, hvordan hendes erotiske følelser vækkes, og det får os til at forstå, hvordan hun er i stand til at forføre Helmer og blive hans “dukke og lærkefugl”, som det hedder både i stykket og i romanen. Vi forstår, hvorfor hun indgår i et ægteskab, hvor det reelt set er to barnlige og forstillede sjæle, der leger far, mor og børn. Og vi forstår, hvorfor hun vælger at indgå et illusorisk ægteskab med en mand, der grundlæggende ikke elsker hende.

Merete Pryds Helle tematiserer på skønneste vis, hvad der sker med os som mennesker, når vi erkender, at vi har levet i en kærlighedsillusion. Og giver os en roman, der på mest geniale vis skildrer, hvad der sker med Nora, da hendes illusion brister. I Ibsens skuespil er Helmer syg, men vi får ikke at vide, hvad han fejler. Men vi ved, at parret rejser til Italien for, at han kan blive helbredt. I Pryds Helles roman skildres Helmer som psykisk syg. Han har mørke tanker, og han truer med at begå selvmord. Han bliver og mere neurotisk og egocentrisk. Som i skuespillet begiver Nora og Henrik sig også her til Italien i håbet om, at lys, luft og rekreation vil hjælpe.

For at financiere rejsen, låner Nora penge uden Henriks vidende. For at kunne holde deres ægteskab ud, skaber hun en illusion om, at hendes egen godhed og opofrelse vil få Henrik til virkelig at elske hende. Men i Italien går det mere og mere op for Nora, hvor overfladisk ægteskabet er, og hvor egoistisk Helmer opfører sig overfor hende. Han anerkender hende aldrig, og udsætter hende blot for evig kritik. Sprække for sprække, sætning for sætning brister illusionen.

“Nora” er historien om en kvinde, der vil tækkes sin mand, og bider alt for meget i sig for at opretholde illusionen om den normative, korrekte kernefamilie. Merete Pryds Helle stiller genialt spørgsmål ved, hvor langt vi vil gå for at passe ind. Hvor langt vil vi gå for at opretholde en illusion. Dermed giver hun os også en forståelse for, hvorfor “Et dukkehjem” stadig er relevant. De grundkonflikter, som Nora oplever er almenmenneskelige, og vi kan alle få meget stor glæde af både at læse om dem hos Ibsen og nu også hos Pryds Helle. I begge værker manes der til eftertanke samtidig med, at vi opfordres til at lave et reality check – det kunne jo være, at vi selv lever i en illusion?

Romanen ender næsten som Ibsens skuespil, og replikkerne er næsten identiske, men dog med et meget interessant tvist. Kvinder redder kvinder, og de er snu. Læs selv, og se hvordan. Du vil blive stærkt underholdt af denne genistreg.

Nora er en del af Ibsen-NOR, der er et litterært initiativ af det svenske forlag “Natur og kultur”, norske Oktober og danske Rosinante.

Merete Pryds Helle: Nora, Rosinante, september 2019, 288 sider.