Det gør ondt at læse Kunsten at miste, som handler om at miste på mange niveauer. At miste en ven, en bror, en kæreste, et land. Sproget er smukt og historien så vedkommende godt fortalt!

Ali bor i Algeriet med sin kone og børn i en landsby oppe på et bjerg. Tiden er slut 50’erne og start 60’erne og det går godt for Ali, for han er ejer af en olivenlundsplantage og skaffer arbejde til mange af de andre landsbybeboere i sin plantage. Olivenpressen er ofte i gang og han nyder godt af den ro, som rigdom, respekt og anerkendelse i lokalmiljøet giver. Ali er en vigtig person, som man lytter til.

Hamid er Alis ældste søn, og vi følger ham fra lige før puberteten, som stort barn. Han nyder også godt af sin families status i landsbyen. Han er vild med at strejfe rundt i området og følger nysgerrigt med i mændenes samtaler og sladder.

Franskmændene i Algeriet fylder en del, og har jo også den officielle magt. Men det er ikke noget der fylder i Hamids verden. Hans bedste ven er en fransk pige, og han er altid velkommen hjemme hos dem.

Langsomt men sikkert ændrer den trygge hverdag sig, det er oprørstid. Mange må vælge, hvad side de står på. Nogle vælger at følge og holde med franskmændene, andre følger eller holder med FLN, som vil have Algeriet på algeriernes hænder. Det bliver voldsomt, voldeligt og skaber en ny virkelighed, hvor det bliver for farligt for de algeriere, der har hjulpet franskmændene at blive i landet. Ali er en af dem, der må flygte til Frankrig med sin familie pga. af uafhængighedskrigen. Det første hjem bliver i en lejr ude i en skov. Men spørgsmålet i bogen er, om det hjem eller de andre han får, nogensinde bliver et rigtigt hjem. For hvor hører Ali og hans familie egentligt til henne?

Hamid har anden del af sin barndom i Frankrig, hvor først en lejr og siden et nybygget socialt boligbyggeri, bliver hans hjem. Han oplever, hvordan hans far mister terræn og ikke længere er en, nogen ser op til, men en, som ikke tæller og som bliver ved med at være fremmed i sit nye land. Det er svært for Hamid at være den ældste søn, som skal oversætte breve og skolens henvendelser – og den første gang han lyver om indholdet, skammer han sig.

Alice Zeniter er en god fortæller. Stemmen i bogen er Hamids datter Naïma, som bliver mere og mere fremtrædende, som historien skrider frem. Til sidst er hun helt i fokus, som den fra familien, der tager tilbage til Algeriet og besøger landsbyen og den efterladte familie. En ikke helt ufarlig rejse ind i en anden verden, som måske er hendes verden, måske ikke.

Da hun vender tilbage til Frankrig, har hun billeder med, som hele familien ser, og hendes bedstemor Yema ser for første gang i 50 år, det der var hendes hjem. Naïma spørger, om hun har lyst til at rejse tilbage, og hendes bedstemor svarer:

”Jeg vil ikke rejse hjem til mig selv for at sove på hotel”.

På trods af 50 år i Frankrig er det ikke hendes hjem, og i Algeriet har hun ikke længere hjemme, så hvor er hjem? Bogen favner også det at finde sin egen identitet ud af en opvækst, hvor fortiden ikke er noget, som man taler om. Bogen er krydret med historiske fakta, som understreger den alvor, der er et levevilkår for mange mennesker. Tak til Alice Zeniter for en meget velskrevet roman, som giver stof til eftertanke.

Kunsten at miste, Alice Zeniter, Forlaget Etcetera, oversat af Mette Olesen, 500 sider, juni 2019.