Midhat får en chance, der er få fra Nablus forundt: han skal læse medicin på universitetet i Montpellier. Året er 1914, verdenskrigen raser og Nablus er en del af det osmanniske rige, der er allieret med Tyskland og Østrig/Ungarn.

Frankrig er for Midhat selve den vestlige civilisations højdepunkt, og han bliver indlogeret hos en læge og dennes datter, som han selvfølgelig falder for. Men ikke alt i Frankrig er som forventet, for alle de unge mænd er ved fronten, og de tilbageværende franskmænd ser med en kolonimagts øjne på en ung muslim fra Levanten, uanset om han læser medicin eller ej.

Det går selvfølgelig ikke godt, og ad omveje ender Midhat igen i Nablus i det kaos, der er mellemkrigstiden. Osmannerriget er faldet fra hinanden, franskmændene og englænderne har delt mellemøsten mellem sig, og overhører totalt indbyggernes ønske om egen stat. Mens konflikterne og urolighederne tager til, skal Midhat forsøge at finde sig til rette og starte sin egen familie – uden at han helt kan glemme sin franske veninde. Midhat kæmper både med sig selv og med omverdenen for at finde sin plads i tilværelsen. Han passer ikke ind, hverken i det moderne Frankrig eller i det traditionelle Nablus.

Pariseren er Isabella Hammads debutroman og har fået international succes. Det forstår man godt, for det er en dramatisk historie fra en tid og med et perspektiv, vi ikke ser så ofte. Hammad skriver smukt og rørende, og især den første del af bogen er medrivende og overraskende god.

Men, for der er et men, 588 sider er meget langt og også for langt. I sidste del af bogen, hvor der ellers skrues op for det historiske drama i takt med at situationen i Palæstina tilspidses, taber romanen desværre momentum. Hammad fortaber sig i alt for mange sidehistorier og det ender med en slatten slutning.

Isabella Hammad: Pariseren. 588 sider, Politikens Forlag. Oversat af Nete Harsberg og Lea Carlsen Ejsing, 2019