Er Danmark et klassesamfund? Et samfund, hvor det er svært at bryde sin sociale arv og rykke fra et miljø til et andet? I Kristian Bang Foss’ roman er der ingen tvivl om, at svarene på begge spørgsmål er ja. Hans hovedperson Frank er eksponent for den vurdering, og vi følger hans møde med et andet Danmark end det, han er vokset op i. Det Underdanmark han kender, med en mor som gradvist sumper, og en far, der efter et uheld på sin knallert, har mistet det meste af sin forstand.

Frank studerer litteraturvidenskab og her nager hans baggrund ham. Han kender ikke de sociale markører godt nok til at vide, hvad man kan tillade sig og ikke tillade sig. Nogle håndgribelige ting kan man lære hurtigt, eksempelvis at man kun fylder et rødvinsglas cirka halvt op. Men der er nogle dybereliggende strukturer og adfærdsmønstre, som han ikke mestrer. Forfatteren opsummerer det meget elegant i starten af bogen: ”Blandt sine medstuderende, der lod til at have overtaget pladsen på universitetet fra deres forældre, følte han sig som en indtrænger”.

På universitetet møder han Thea, der er datter af en slægt med penge. Rigtig mange penge. Men hun lader sig ikke mærke med det, og hendes far er en gammel 68’er, og moderen har skabt sig en karriere som TV-kendis inden for havebrug og bæredygtig livsstil. Så der er ikke meget klassisk overklasse over dem. Men alligevel går det galt for Frank, da han skal møde dem for første gang til en Sankt Hans aften. For akkurat som på universitetet er det også her svært at tyde koderne. En ting er, at man selvfølgelig ikke skal smadre en tallerken i det fine gamle Flora Danica-stel, som Theas mor elsker og værner om. Men man beder heller ikke om rævesauce til den fine, rimmede laks. Efterhånden som aftenen skrider frem, bliver det for meget for Frank, som vælger selv at skride. Han taget benene på nakken og bevæger sig mod København, uden at give nogle besked.

Den flugt får konsekvenser, for den stempler ham som en, der forsvinder, når lokummet brænder på. Han forsvinder faktisk igen kort før Thea og ham skal være forældre. Tilsyneladende er han drevet til havs i sin kajak og druknet. Men hvordan kan han så dukke op flere uger efter, præcis på den dag, hvor Thea skal føde? Har han bare gemt sig et eller andet sted? Mere skal ikke røbes her.

”Frank vender hjem” er både rørende, humoristisk og dybt alvorlig. Humoren og de rørende elementer er der så fint i fortællingerne om hans venskab med studiekammeraten Alexander og kærligheden til Thea. Livsvilkårene for Franks mor og far og for nogle af de andre skæbner, man møder er anderledes alvorlige og skæbnetunge.

Romanen udmærker sig også ved en hverdagsagtig realisme. Der bliver ikke smurt for tykt på, uanset om man er hos Franks familie eller hos den materielt langt bedre stillede Thea. Desuden klæder det fortællingen gevaldigt, at det kun er ganske få personer, der bliver udleveret. Langt de fleste er sammensatte karakterer med gode og dårlige sider, akkurat som det er i virkeligheden. Og det gælder for resten også Frank. Så Kristian Bang Foss er vendt stærkt tilbage efter en skrivepause på syv fra hans anmelderroste ”Døden kører Audi”.

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem. Gyldendal, 380 sider.