Lüschers bog om en samling nyrige finansspekulanter til bryllup på luksusresort i Tunesien blev en sensation, da den udkom.

Den susede ind på bestsellerlister og blev både indstillet til og modtog fine litterære anerkendelser. Det er en lille kompakt sag på 160 sider, hvilket måske ikke siger så meget, hvis man ikke har haft romanen i hånden. Den er kun cirka halv størrelse af en standardudgivelse. Men for pokker, forfatteren får spundet mange historier ind på de få sider.

Romanen er konstrueret med to fortællere; Preising, som er en velhavende schweizisk forretningsmand, og hans ven, som han fortæller historier til under en ferie til Tunesien. Vennen får vi ikke meget at vide om, men han kommenterer på Preisings fortællinger og følger med ham på en tur, der udvikler sig helt vanvittigt. De to fortællervinkler skaber en fin dynamik med løbende vurderinger og kommentarer til Preisings måde at se på verden.

På det resort, de bor i ude i ørkenen, ankommer et større selskab. Smukke, velplejede og særdeles velhavende er de fleste. Det er finansverdenens unge elite, der er samlet til bryllup. Og det går da også som planlagt, indtil den britiske økonomi går i total nedsmeltning. Finanskrisen i 2008 er blot en lille krusning i sammenligning. Deres formuer fordufter som dug for den arabiske sol, da valutakursen styrtdykker. Deres kort spærres, telefoner lukkes af teleselskaber, men først efter, at de hver især har nået at se fyresedlerne fra de banker og investeringsselskaber, der hidtil rundhåndet har uddelt flotte lønninger og imponerende bonusser. Herfra – og det er ved bogens afslutning – eksploderer det hele.

Væremåden og livsstilen blandt de unge nyrige er spiddet fint og satirisk, og der hersker en let humoristisk tone gennem hele bogen, som gør den til et charmerende bekendtskab. Det gør fortællingens voldsomme afslutning endnu mere effektfuld – der er i sandhed tale om et barbarisk og ikke arabisk forår.

Jonas Lüscher: Det barbariske forår. Jensen & Dalgaard, 160 sider. Oversat af Inge Nissen