Fyre, alkohol, fester, Instagram-opslag og så endnu en fyr. Jagten på orgasmer, en krop at ligge op ad, en altoverskyggende trang til bekræftelse og så lige et studie ved siden af, der skal passes. 24-årige Emma har alt for travlt. Så travlt at hun ikke kan mærke sig selv.

Emma deler lejlighed med sin storebror Sebastian i Nordvest, men bliver smidt ud, da han får nok af hendes mandebehov, og da hun knalder med hans ven Mikkel. Emma flytter i sin egen lille lejlighed og fortsætter sin livsstil, samtidig med at hun forsøger at få Mikkel med i seng igen. Hendes behov for en mandekrop er så stort, at hun ender med en sugardate med Søren, som hun kalder ”hundepikken”. Hun kan jo lige så godt få penge for det, nu hun alligevel ville have sex med en fremmed. Men efter Søren har lagt penge til hende og er gået, går Emma helt i sort. Hun er nødt til at gøre noget drastisk for at ændre på sit liv.

Der sker så meget i denne her bog. Alt for meget, som godt kunne undlades. Det virker, som om alle Emmas vågne timer er opremset i detaljer, lige fra hvilket tøj hun tager på til den mad, hun spiser i løbet af dagen. Amalie Hammel har så meget på hjerte, at historien kommer til at virke komprimeret. De afsnit, der gør noget for mig i bogen, fordi de skubber til nogle grænser – hvilket var fedt!, omhandler Emmas store trang til kontakt med andre mænd. For eksempel når hun forsøger at leve i cølibat, men hendes fisse har sit helt eget liv;

”De første tre uger uden sex var de værste. Inden for den periode blev fissen hurtigt utålmodig og ville have det, den var vant til. Men fissen kunne tøjles og ties til døde, og pludselig hørte hun ikke så meget til den. I halvandet år havde den bestemt det meste og ført kroppen fra mand til mand. Fissen var grådig og grisk.”

Jeg er stor fan af bøger skrevet af unge kvindelige forfattere om deres forsøg på at passe ind i et samfund, der er domineret af overfladiske ting. Det er både enormt sørgeligt, men samtidig interessant, hvordan deres liv er lagt ud til offentligt skue, i modsætning til dengang jeg selv var ung, og man helt kunne undgå at se den fyr, man havde datet, efter det var slut.

Amalie Hammel har et fint sprog, men jeg kunne have ønsket, at hun havde skrevet sin bog i jeg-form, så man som læser kunne komme helt tæt på Emma. Det føles, som om læseren bliver holdt ude i armslængde, og Emmas liv er listet op som et referat af en ung kvinde i krise. Det er en okay debutroman, og jeg tror helt sikkert, at Hammel har langt mere på hjerte, end hvad hun viser os. En god redaktør og en hård finpudsning af teksten vil gøre den langt mere læsevenlig. Og så håber jeg, at Hammel vil give sig i kast med endnu en bog og skrive endnu mere om kvinders seksualitet – for det er dér, jeg synes, hun har sin force.

Amalie Hammel: Se på mig nu, Selvudgivelse, 148 sider, juni 2019