// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » David Mitchell: Knogleurene
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

David Mitchell: Knogleurene

Skrevet af den 26. september 2019 – 07:00Ingen kommentarer

David Mitchell er igen tilbage med en roman, der leger med tid, forskellige genrer og en god portion overnaturlige emner. Denne gang følger vi den følsomme og oprørske 15-årige Holly Sykes, fra hun vokser op i Gravesend, England i 1980’erne, til hun 60 år senere bor i det vestlige Irland med sine børnebørn i en dystopisk verden. Der er ikke sparet på detaljerne i Mitchells 636 siders værk. Krigsrapportager, litteraturfestivaller og en verden, der er ved at gå under på grund af klimaforandringer – samtidig med at en ældgammel krig mellem onde og gode halv-udødelige udkæmpes på sidelinjen. Du kan godt glæde dig til en masse timers underholdning.

Holly hørte som barn stemmer. Hun husker, at hun kaldte dem for “radiofolket”, og at hun fik besøg af en meget smuk, mystisk kvinde. Da hun fortalte sin familie om det, fik de hende undersøgt af en læge, som angiveligt skulle have helbredt hende. Flere år senere er det blot et vagt minde, men da Holly stikker af efter et voldsomt skænderi med sin mor om Hollys langt ældre kæreste, kommer hun ud for noget ubeskriveligt. Det bliver starten på historien om Holly og de to grupper halv-udødelige; Horologerne og Anakoretterne, fortalt gennem flere forskellige hovedpersoner – alle med den ene eller anden tilknytning til Holly.

Knogleurene er opdelt i seks historier, som løber fra 1984 til 2043. Vi hører om Hollys ungdom, op til hendes lillebror på mystisk vis forsvinder fra familiens hjem den dag, Holly selv stikker af. Om den egoistiske studerende Hugo Lamb i Cambridge med uærlige planer om at få den rigdom, han mener, han fortjener. Om krigsreporteren Ed Brubeck, der kun føler sig i live, når han er midt i krigszonen, og den engang kendte forfatter Crispin Hershey, der er fast besluttet på at hævne sig på den kritiker, som han mener, har ødelagt Crispins chance for fremtidig succes. Alle bliver på den ene eller anden måde trukket ind i den samme type mystiske situationer, som Holly gjorde.

Du kommer ikke sovende til David Mitchells Knogleurene. Flere gange tabte jeg tråden for så at finde den igen nogle sider længere henne. Fortællingen kræver en vågen læser med tid til rådighed til at fordøje alle de informationer, som Mitchell konstant bombarderer sin læser med. Mitchell er eminent til at ændre stemme og genre, alt efter hvilken karakter han skriver om, og går du først i gang med at læse, gælder det om at hænge ved og lade sig flyde med historien trods eventuel vantro. For Knogleurene er ikke skrevet i stil med noget, jeg før har læst, men jeg kan uden omsvøb sige, at jeg er vild med det.

David Mitchell: Knogleurene, People’s Press, 636 sider, juni 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.