“Her står jeg, der ikke vil kaldes for mønsterbryder, jeg, der har tilbragt min barndom hos min oldemor og oldefar, fordi mine forældre var for fucked up på stoffer til at tage sig af mig. Her er jeg på vej ind på et lokum for at sniffe coke, så jeg kan samle mod til mig og tale med den pige, der lige har henvendt sig til mig. Det er, som om mit system kickstartes, nu banker min puls for hvert skridt, jeg tager væk fra toiletterne.”

Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet er Nicklas Buchs debut som romanforfatter og selvom han kun er 22 år skriver han med en overraskende moden og reflekteret stemme.

Forfatteren deler navn med sin hovedperson. Og romanen bygger også på hans egen opvækst. Og er det så litteratur? diskuteres der i visse kredse. Og ja det er det! Jeg er generelt begejstret for den bølge af autofiktion, der rammer os i disse år. Og jeg er også glad for denne aktuelle roman. Jeg skulle dog et stykke ind i romanen, før jeg var på. Og min glæde steg mod slutningen, hvor der ligefrem dukker små afsnit op af mere poetisk karakter. “Hvis min mor bliver clean, vil jeg forære hende et digt. Jeg vil røre ved hendes hånd i løbet af en koncert. Jeg vil skænke op i glasset med den spinkle stilk. Jeg vil nikke og rede hendes hår”. Det er ømt og fint. Og indledes med et “hvis”, der er bygget et forbehold ind. Ømheden kræver, at hun bliver clean. Gulp!

Vi følger Nicklas fra tiden som lille sammen med oldeforældrene. Hos dem fejrer han fødselsdag, lærer at læse, og ser hvordan man slår smut med sten på stranden. Hos oldeforældrene er der ro, regelmæssighed og tryghed. Senere flytter Nicklas hen til sin mor. Kontrasten er stor! Intet er forudsigeligt. Der mangler basale ting som toiletpapir og mad. Og hans mor stener i perioder langt mere end godt er. Vi følger også Nicklas, når han lever teenagerlivet blandt venner og veninder.

Moren omtaler sin afhængighed som en sygdom, og fralægger sig dermed noget af sit ansvar for sine handlinger. Nicklas anser ikke morens afhængighed som en udefra kommende sygdom og bliver frustreret, når hun ikke vil tage ansvar. Han bliver også vred, når hun omtaler ham som mønsterbryder. Hun er stolt, når hun bruger ordet. Det er han på ingen måde. Han mener ikke, at han har brudt med et mønster. Han ser sig selv som en dreng, der er vokset op hos sine oldeforældre i en tryg og stabil hverdag. Alt han nu ønsker er at være normal. Ingen ønsker en identitet som narkomanens søn.

Heldigvis er Nicklas Buch så meget mere end narkomanens søn. Han er udover at være teologistuderende nemlig også en vellykket debuterende forfatter.

Nicklas Buch, Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet, Gyldendal, September 2019, 193 sider.