// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Flemming Behrendt: Livsrusen – En bog om Henrik Pontoppidan
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi

Flemming Behrendt: Livsrusen – En bog om Henrik Pontoppidan

Skrevet af den 19. februar 2020 – 06:00Ingen kommentarer

Henrik Pontoppidan er en af de få danske forfattere, der har fået Nobelprisen i litteratur. Han er især kendt for mesterværker som “Lykke-Per”, “Det forjættede land”, “De dødes rige” og en lang række socialkritiske noveller. Nu har journalistenen Flemming Behrendt skrevet et gigantværk om manden, der ville revolutionere verden.

Biografien giver i kronologisk rækkefølge et portræt af den danske forfatter Henrik Pontoppidan, der levede fra 1857-1943. Et meget langt livsforløb, som skildres meget grundigt. Flemming Behrendt beskriver Pontoppidans slægt og familieforhold, forfatterens skolegang og uddannelse. Han skildrer ligedes forfatterens samlede forfatterskab fra de første udgivelser til de sidste selvbiografiske værker. Det gøres særdeles grundigt og med stor videnskabelig indsigt og evne. Der er nok ikke det, der ikke bliver vendt i dette digre og grundige værk, hvor der citeres en række store uddrag fra Pontoppidans værker og andre samtidige kilder i form af anmeldelser og debatindlæg med mere.

Da Pontoppidans liv er meget langt (han dør i en alder af 86 år), bliver bogen også en kulturhistorisk rejse igennem centrale dele af danmarkshistorien. Ud over at være forfatter, arbejdede Pontoppidan også gennem store dele af sit liv som journalist. Her tog han især stilling til politiske og sociale forhold, og fremsatte sine synspunkter langt mere direkte end i sit skønlitterære forfatterskab. Herfra citeres også mange og lange afsnit.

Flemming Behrendt giver også et indblik i alle de polimikker, som Pontoppidan var en del af. Læserne får også en række biografiske detaljer om Pontoppidans ægteskaber og børn. Pontoppidan bliver berygtet for at blive skilt fra sin første hustru, som han svigter. Der er mange, også efter min mening, for mange, redegørelser for Pontoppidans økonomiske problemer. Skulle han have forskud fra forlaget, fik han forskud fra forlaget etc.

Hovedvægten lægges naturligt nok på det vigtigste, nemlig Pontoppidans store forfatterskab. Der er også en grundig gennemgang af samtidens modtagelse og anmeldelse af bøgerne.

Værket er ikke en glorificering af Pontoppidans person og forfatterskab, da det afslører en række af forfatterens svage sider. Men helt uden at snage i forfatterens svigt af den første kone samt manglende menneskelige hensyntagen.

Bogen har et spændende billedmateriale, der i store træk på relevant vis følger bogens kronologiske opbygning.

“Livsrusen” er et videnskabeligt værk, og næppe egnet til den mere almindelige læser. Dertil er værket for detaljeret, og der er for mange forhold og personer, der er ukendte i dag. Men for dem, der er interesseret i Pontoppidans forfatterskab, og den samtid det indgår i, er værket en guldgrube. Det er også velegnet som opslagsværk, da det indeholder et omfattende personregister og overskuelige kapiteloverskrifter. Et beundringsværdigt videnskabeligt arbejde.

Flemming Behrendt: Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan. Gads Forlag, september 2019, 707 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.