”Hun blev begravet i de fattiges hjørne af kirkegården – der hvor gravene skal sløjfes hurtigst muligt for at give plads til ny;” Sådan sluttede Ditte Menneskebarns liv, den Ditte, der var af slægten Mand, havde et hjerte af guld – det eneste guld, hun nogensinde kom til at eje.

Ditte var uønsket fra starten af. Født som uægte, af en ukærlig mor, der hurtigt forsvandt ud af hendes liv. Hun voksede op hos sine bedsteforældre, mennesker i bræmmen mellem landjord og havet, der hvor kun fattigdommen gror. Kulde og sult blev hendes trofaste følgesvende, men alligevel var hun et ganske særligt menneske – et menneske, der altid satte andre før sig selv, og som derfor altid endte bagerst i køen.

Martin Andersen Nexøs skriver, så man kan mærke kulden snige sig ind og sulten bide i maven. Han skriver på indignation over de livsvilkår, man bød fattige mennesker, men uden at forfalde til en romantisering af fattigdommen eller af de fattige selv. Selvom der også er godhed i romanen – blandt fattige, ikke blandt de rige –så er frænde frænde værst, og også fattige mennesker forsøger at hæve sig selv ved at sparke nedad, nedad hvor stakkels Ditte befinder sig.

Det lyder tungt og trist, men det er det på ingen måde – i hvert fald ikke tungt. Et rigt galleri af mennesker spreder sig ud over siderne. De sladrevorne naboer, købmanden med tilnavnet menneskeæderen, den fatale Karl og tjenestefolk, logerende, en hulens masse børn, fine folk og gårdejere – de er her alle sammen. Gode og onde, men mest af alt mennesker med dyder og laster, der hver især forsøger at slå sig igennem og undslippe den evigt truende nød.

Ditte Menneskebarn er blevet et begreb. En fortælling om udbytning af fattige mennesker, og skrevet med indignation af en erklæret kommunist. Menneskebarnet lever i bevidstheden selv hos dem, der aldrig har fået læst bogen. Det er på en side smukt, men fortællingen om Ditte og hendes liv er meget mere end bare et kampskrift for arbejderklassen. Ditte er en enestående figur i sin egen ret. Man lider med hende, man vredes over uretten mod hende – og man bliver vred på hende for hendes manglende evne til at tage de chancer livet trods alt bød hende. Ditte er en person, ikke bare et begreb.

Tiden er på ingen måde løbet fra Ditte Menneskebarn. Tværtimod. Nexøs karakteristiske stil, indlevelse og sagte konstatering er af det stof, klassikere er gjort af. Gid denne nyudgivelse vil få endnu flere til læse om menneskebarnet, så også kommende generationer kan håbe, drømme, frygte og lide med Ditte.

Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn I og II. 332 sider & 319 sider, Gyldendal. 2019