“Alle kæmper for at få det, de ikke har. Begæret er det eneste, du kan være sikker på, det er det, der gør os til mennesker. Kød, blod, hud, hår. Æd eller bliv ædt.”

Umiddelbart virkede debutromanen “Kannibalens Lov” meget læseværdig, og jeg glædede mig enormt til at gå i gang med den. Udgangspunktet er den spændende og virkelige historie om den danske forretningsmand Henning Albert Boilesen. I 1960’erne og starten af 1970’erne var han en af Brasiliens mest magtfulde mænd, og han medvirkede til at omstyrte den demokratiske regering og indføre militærdiktatur. Han var torturbøddel for den brasilianske militærjunta, men blev blev myrdet af guerillaer på åben gade i São Paulo i 1971. En hidtil ubeskrevet historie, genialt romanstof, og mine forventningerne var høje.

Forfatteren Sune de Souza Schmidt-Madsen, der til daglig er forlagschef på forlaget Lindhardt og Ringhof, har selv rejst meget i Brasilien, og er gift med en brasiliansk kvinde. Han kender sit stof, og hans fascination af landet er tydelig. Der er virkelig lagt i kakkelovnen til et brag af en roman.

Sune de Souza Schmidt-Madsen omskriver fint den autentiske historie via en ung dansker, bogens navnløse jeg-fortæller, der rejser til Brasilien for at opleve det land, som hans netop afdøde far holdt så meget af. Her opsøger han faderens ven Viktor Holbrandt (som Henning Albert Boilesen kaldes i bogen). Den unge dansker får arbejde som chauffør hos Holbrandt, vis inderkreds han hurtigt bliver en del af.

Snart færdes han blandt den brasilianske overklasse og spidserne i militærdiktaturet. Han tiltrækkes voldsomt af Holbrandts smukke kone, og det er (også) farligt. I skyggerne af rigdommen, festerne og de smukke kvinder, skjuler der sig en brutal virkelighed. Da jeg-personen får sympati for personer fra den revolutionære organistion, der prøver at bekæmpe juntaen, splittes han, og der rokkes ved identitetsfølelsen.

Desværre ødelægges historien af lidt for mange klichéer og stereotyper, såsom trekanten “ung mand – magtfuld chef – og smuk kone”. Og at alle de rige vesterlændinge er usympatiske, fordrukne og udnytter den fattige lokalbefolkning, mens (næsten) alle Brasilianerne er korrupte, fattige, men dog sympatiske.

Dog er jeg-personens begærdrevne handlinger interessante, og dem kan man godt blive klogere af at læse om. Desværre mødes de litterære ender aldrig helt, og jeg har følelsen af at skøjte på overfladen af dramaet. Personerne fremstår lidt for skabelonagtige, og der bliver aldrig for alvor kradset i overfladen. De sproglige klicheer som, at Fannys hud er “blød som fløjl” og Holbrandts greb er “fast som en skruestik”, fastholder stereotyperne.

Jeg tager hatten af for de Souza Schmidt-Madsens mod til at tage fat i en historie med så stor tyngde. Og får den tanke, at den nok havde fungeret bedre som sagprosa. Men som roman fungerer den desværre ikke så godt som forventet.

Men hvis du kan bære over med de litterære klicheer, og gerne vil have let, men god underholdning i sanselige, eksotiske rammer, så er bogen måske noget for dig.

Sune de Souza Schmidt-Madsen: Kannibalens Lov, Lindhardt og Ringhof, udgivet 12. juni 2019, 272 sider.