Nogen gange kan en titel og en smuk forside være nok til, at jeg fatter interesse for en bog. Nøjagtigt sådan var det med romanen “Omrids” skrevet af den canadisk-engelske forfatter Rachel Cusk. Forsiden er illustreret med en meget smuk konkylie, der giver lyst til at træde ind i værket. Lyst til at lytte til dens snoede indre, som lyder som de store have og lange eksotiske fantasirejser. Man er altid i tvivl – hører den eller lyder den? Er konkylien i virkeligheden universets øre, og er det suset fra universet, man hører, når man lytter til den?

“Omrids” handler netop om at lytte. Om at forholde sig til folk og deres fortællinger. Og måske pille dem fra hinanden. Om at bevæge sig væk fra sig selv, væk fra subjektet og over imod de andre. Om at træde i baggrunden og lade andres historie være de centrale.

Bogens jeg-person Faye er forfatter og underviser i litteratur. En sommerdag tager hun til Athen for at undervise på et skrivekursus. Da hun sætter sig i flyet, begynder hendes sidemand, en græske rigmand at betro sig til hende, og en smertelig livshistorie folder sig ud. Da de lander i Athen, siger Faye ja til at sejle ud til en lille ø sammen med ham efter at have undervist på kurset. Uanset, hvor hun befinder sig, falder hun hele tiden i snak med folk, hun ikke kender. Folk der betror sig til hende. Hun hører om længsler, savn og fortrydelse. Hun analyserer og decifrerer skarpt deres historier, som hun ikke altid tager for gode varer.

Faye selv hører vi forbløffende lidt om – bogen synes blot at tegne et omrids af hende; intelligent og empatisk. Men mellem linjerne tegner, der sig et billede af en knust kvinde, der prøver at komme sig over et stort tab. Faye er fraskilt og hendes refleksioner over det tabte ægteskab er kloge, poetiske og filosofiske: “Et ægteskab er blandt meget andet et trossystem, en fortælling, og selv om det manifesterer sig i ting der er virkelige nok, er den impuls der driver det, i sidste ende et mysterium.”

Omrids er fuld af overvejelser om identitet, parforhold og relationer – og mangel på samme. Bogen er en prisme af enetaler, af samtaler og refleksioner. Vi kan være i tvivl om hvorvidt historierne skabes i fortælleren, Fayes eget hovede. Lever Faye egentlig igennem andres historier, som hun forholder så klogt til? Lever vi selv, os læsere, igennem andres historier? Hvad gør vi, når vores egen fortælling eller illusion slutter?

Personerne skildres med en dybde og en skarphed, der er en vismand værdig. Rachel Cusk er selv fraskilt og har tidligere skrevet selvbiografiske bøger om hendes voldsomme ægteskabsoplevelser. “Omrids” trækker tydeligvis på den erfaring. Og det gør romanen fremragende. Og så er jeg vild med bogens overordnede spørgsmål – lytter vi til os selv? Lytter vi til andre? Eller er et omrids af historien, personen og livet nok? Skaber vi selv vores historie, vores fortælling?

“Omrids” er det første bind i en trilogi, som har givet Rachel Cusk et stort internationalt gennembrud. De næste bøger i serien “Transit” og “Kudos” udkommer senere i år, og jeg glæder mig meget til at læse dem. “Omrids” er shortlistet til en lang række priser.

Rachel Cusk (f. 1967) er canadisk født, men flyttede tidligt i livet til England, hvor hun har studeret engelsk litteratur ved New College, Oxford. Hun er forfatter til ni romaner og flere selvbiografiske værker og essays.

Rachel Cusk: Omrids, Rosinante 31. maj 2019, 256 sider, oversat af Annelise Schønnemand.