Carl Henrik Koch: Leonardos univers
“På italiensk findes udtrykket “uomo universale”, et universelt menneske, et menneske, som i sin person og karakter forener alle menneskelige evner.”
Der skal en god portion mod og ditto tålmod til at skrive endnu en biografi om universalgeniet Leornardo da Vinci. Så jeg tager hatten af for den danske filosof Carl Henrik Kock, som har begået dette smukke pragtværk, der kaster nyt lys over et af verdens mest begavede og gådefulde genier.
“Leonardos univers” udkommer i anledningen af, at det i 2019 er 500 år siden, Leonardo da Vinci døde. Desuden er det den første danske biografi om Leonardo, der er udkommet i 80 år. Carl Henrik Koch er filosof og videnskabsteoretiker, og har blandt andet skrevet bøger om Helmut Newton og Pascal. Nu har han begået et mesterværk om Leonardo da Vinci.
Renæssancemennesket Leonardo da Vinci er en evig gåde og inspirationskilde for mange. I én og samme person forenede han et virke som kunstner, videnskabsmand, ingeniør, opfinder, filosof og forfatter. Han skabte mesterværkerne Mona Lisa og Den Sidste Nadver, begik banebrydende studier i den menneskelige anatomi og lavede skitser til blandt andet flyvemaskinen og helikopterens forgængere.
I sin fremragende og gennemillustrerede bog “Leonardos univers” kommer Carl Henrik Kock vidt omkring da Vincis kunstneriske og intellektuelle univers, og tegner et spændende portræt af mennesket bag den store malerkunst og de virtuose opfindelser.
Vi føres blandt andet tilbage til renæssancens Italien og den samtid Leonardo levede i. Vi får en kronologisk gennemgang af hans liv, bliver præsenteret for hans verdensbillede og hans imponerende kunstneriske virke. Alt sammen baseret på et stort og omfattende kildemateriale.
Jeg er meget imponeret over bogens rige billedside, der i store smukke tryk viser både Leonardos kunstværker, tegninger og skitser. En billedside, jeg har savnet i de biografier, jeg tidligere har læst om da Vinci. Derudover er Koch en dygtig formidler, og bogen er en fornøjelse at læse. Samtidig forholder Koch sig forfriskende kritisk til myten Leonardo da Vinci. Og det er hamrende interessant. Indtil videre skriver dette fantastiske værk sig ind som den bedste biografi, der er skrevet om da Vinci.
“Leonardos Univers” kan læses af alle. Både af dem, der ikke har kendskabt til da Vinci, men som gerne vil lære ham at kende, og dem som gerne vil lære ham endnu bedre at kende. Og så er den yderst velegnet som coffee table book. For hvem vil ikke gerne have et stykke Leonardi da Vinci liggende? Læs, læs og nyd den smukke billedside.
Carl Henrik Koch: Leonardos univers, Lindhardt og Ringhof, maj 2019, 352 sider.