// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mikaela Bley: Liv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Mikaela Bley: Liv

Skrevet af den 14. oktober 2019 – 06:08Ingen kommentarer

Journalisten Ellen fra TV4 har nærmest været i hi siden foråret, hvor hun var med til at løse mysteriet om en forsvunden pige. Hun har ikke været på arbejde siden, for hendes private dæmoner har krævet alt hendes energi og både hendes mor og hendes bedste ven og kollega Philip er meget bekymrede for hende. Philip så meget at han får hendes mor til at træde i karakter. Ellen bliver pålagt at flytte ud til sin mor, der bor på et slot på en lille ø. Hun skal desuden starte hos en psykolog, der arbejder med at få skjulte erindringer frem. Og dem har hun mange af, de skjulte erindringer om den dag, hendes tvillingesøster som 8-årig døde.

Hun bliver brat revet ud af sin selvvalgte dvale, da hun på vej hjem til sin mor får viden om et mord på en kvinde, Liv, som er blevet tævet ihjel i lokalområdet. Det vækker Ellens interesse og hun begynder i al stilhed at efterforske sagen – uden sin mors viden. Hun får en ny kontakt ved politiet, Carola. Det viser sig, at hun er lidt mere meddelsom end den gamle kontakt, men samtidigt virker hun også syg. Ellen kommer tæt på hende, mere end hun ønsker, for det viser sig at Carola bærer på sine egne hemmeligheder.

Samtidigt med efterforskningen hærger en gruppe børn og unge fra den lokale skole den lille by og Hanna, som er mor til Bea, der er en af de bærende kræfter i gruppen, er meget bekymret for sin datter. Hendes mand, Beas far, slår det hen, men det går voldsomt for sin med tæv og mobning. Et andet sted bor Alexandra med sin mand og to børn, og her knirker ægteskabet voldsomt. Her lurer hemmelighederne også og truer med at splitte familien ad.

Ellen kommer tættere på en opklaring af mordet på Liv, samtidigt med at hun får set ind i en verden, som er hende helt fremmed. Hun bliver selv offer for gruppen af børn og unge, der både truer hende og slår for at få hende til at stoppe efterforskningen. Men hvad er det, de ved? Oven i alt det kæmper Ellen lidt med naboen til hendes mor, Didrik, som er meget interesseret i at blive kærester med Ellen. Og så en dag kan Ellen huske ting fra sin barndom, der chokerer hende.

Som i den første bog har forfatteren Mikaela fokus på mere end et spændende krimiplot. I denne bog er det familien som institution samt mobning mellem børn og unge. Hun skriver meget spændende og jeg er stor fan af hendes stil. Plottet holder og det er samtidigt meget spændende at følge Ellens kamp for at huske og hendes relationer, som er beskrevet meget vedkommende. Der er dog en enkelt passage omkring Didrik, som jeg synes, bliver lidt søgt. Men ellers fungerer det hele og Mikaela Bley er bestemt en forfatter, der er kommet for at blive på min bogreol. Vi har tidligere anmeldt hendes krimi Lykke, der er den første om journalisten Ellen. Jeg er allerede klar til hendes næste bog.

Læs også gerne vores anmeldelse af forfatterens bog Lykke.

Mikaela Bley, Liv, Forlaget People’s Press, oversat af Lilian Kingo, 396 sider, september 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.