Det er, som om Forlaget Aurora Boreal har åbnet for en skattekiste af litterære værker, der alle som et overrasker og berører mig. Jeg har endnu ikke læst en bog fra deres forlag, jeg ikke brød mig om, og denne kan jeg igen lægge i stakken af fantastisk litteratur, de har udgivet i år. Med Hvor er det sært jeg hedder Federico tager Yolanda Reyes os med på den dybtfølte rejse, en adoptivforælder tager på, når et barn forladt af andre skal hentes hjem.

Belén ønsker sig brændende et barn, men efter flere mislykkede forsøg forlader hendes kæreste, ven og samarbejdspartner Sergio hende. Det afholder ikke Belén fra stadig at ønske sig at blive mor, og ved hjælp af hendes veninde Ángels, der selv har adopteret to piger fra Colombia, søger Belén om at adoptere en pige fra samme land.

Alt imens hun forsøger at samle stykkerne af sit børnebogsforlag sammen, som hun efter bruddet nu er eneejer af, skal hun igennem den ene test efter den anden for at blive godkendt som adoptivforælder. Det er ikke nemt at blive godkendt, når man er en enlig kvinde over 40, og Belén kan ikke regne med at få det, hun ønsker – hverken hvad angår alder eller køn.

Sideløbende hører vi om det barn, Belén får, som nu er voksen og på jagt efter svar på, hvad der skete, inden han fik Belén som mor. Federico tager under dække af et kunstprojekt på en to måneders rejse tilbage til Colombia for at finde sine rødder og historien om, hvad der skete, inden han fyldte fem år og rejste over Atlanten til Spanien med sin nye mor.

For “hvordan kan du fortælle en historie uden at kende dens begyndelse?” Yolanda Reyes beskriver på smukkeste vis det, adoptivforælder og adoptivbarn går igennem, fra tiden før barnet bliver valgt, til de omsider bliver forenet. Om kærligheden der kommer krybende længe før barnet er valgt, sammen med frygten for ikke at slå til og for at noget skal gå galt. Det er bestemt ikke altid, at oplevelsen af at være mor svarer til, hvad man drømte om. Især ikke når ens elskede barn har været gruelig meget igennem, inden han endelig fik et hjem. Historien er hjerteskærende smuk uden at blive for sentimental, og jeg nød den langsomt, som en varm kop te en kold vinteraften.

Læs også vores andre anmeldelser af bøger fra Forlaget Aurora Boreal her.

Yolanda Reyes: Hvor er det sært jeg hedder Federico, Aurora Boreal, 205 sider, august 2019