Carlos stiller op som borgmester i den lille by Támesis, der ligger et sted langt ude bag grusvejene i Colombias bjerge. Han har alle gode intentioner, men colombiansk politik er beskidt, og det lykkes ham kun at blive valgt, fordi han får indforskrevet de døde til at stemme. Sådan opererer man jo mange steder i den tredje verden, og sådan bliver Carlos også nødt til at operere.

Det er ikke let at være borgmester i Colombia, og Carlos har også sit at slås med – lige fra narkokarteller til naturkatastrofer og sagsanlæg og meget andet. Colombia er et land i svære vanskeligheder, og korruption, drab og dovenskab hører da også til dagens orden i Támesis. Carlos gør sit bedste, men det nytter ikke meget – trods den gode vilje er der ingen penge, og indbyggerne bliver ham ikke mildere stemt af at grusvejene skiftes ud med asfalt eller at børnenes skoler bliver renoveret.

Verden vil bedrages.

Det er Carlos bror, der fortæller historien, og det er vist meningen at det skal være morsomt og satirisk. Det er det måske også, men jeg må indrømme at historien på intet tidspunkt fangede min opmærksomhed. Jeg kan ikke identificere mig med personerne, sproget er (med vilje, selvfølgelig) groft, og Támesis er hurtigt glemt igen.

Carlos du som er borgmester har vundet priser i hjemlandet, så måske rammer samfundssatiren plet for dem, der kender til Colombia og dets politiske system? Samfundskritik er nok mest relevant for dem, der rent faktisk kender eller bor i pågældende samfund. Jeg oplever mest at få mine fordomme om Colombia bekræftet.

Fernando Vallejo: Carlos du som er borgmester. 176 sider, Aurora Boreal. Oversat af Paul Klitnæs, 2019