Hermann Ungar: Klassen
Josef Blau er en hæmmet mand. På papiret har han det hele: en dejlig kone, et godt job, tryghed. Alligevel er hans liv et helvede af angst og paranoia, og han har udviklet en stribe tvangshandlinger og tvangstanker for at holde hverdagen – og ikke mindst sine elever – under kontrol. Stedet er Tjekkoslovakiet og tiden er 1920erne.
Langsomt men sikkert skrider det hele under stakkels Blaus forstand. Hans barndomsven underminerer ham (eller er det bare paranoia?), hans kone er højgravid (men forhindrer det hende i at flirte med andre?), hans kollega er for venlig (og hvad er bagtankerne med det?), hans onkel forsøger at få penge fra ham (og det er da i det mindste ærligt), og så er der eleverne. De er børn af det bedre borgerskab, og det tærer på Blaus selvværd, for selv er han af fattig herkomst. Men arbejder de ikke dag og nat for at underminere ham? Forfølge ham? Plage ham?
Klassen er en indføring i en plaget mands sind. Blau vil ikke gøre ondt, men hans sinds vildveje får ham til at gøre fortræd, både sin kone og sine elever. Han kan ikke kontrollere sine tvangstanker, og det kommer til at gå ud over alle i hans omgangskreds.
Hermann Unger var en tjekkoslovakisk forfatter, der døde alt for ung i 1929. Det er altid interessant at læse bøger fra andre lande og andre tider, men selvom Klassen er en fin lille roman, virker den måske også en smule bedaget. Til gengæld er der et virkelig fint efterord, der bestemt er værd at læse.
Hermann Ungar: Klassen. 248 sider, Forlaget Sidste Århundrede. Oversat af Søren Møller Porsmose, 2019