Martha Hall Kelly: De forsvundne roser
Martha Hall Kelly har tidligere skrevet Blomstrende syrener en helt fantastisk roman med udgangspunkt i historien om Caroline Ferriday, der stort set viede sit liv til at hjælpe polske kvinder fra koncentrationslejren Ravensbrück. Her blev kvinderne under 2. verdenskrig udsat for voldsomme medicinske forsøg.
Nu har Kelly skrevet bogen “De forsvundne roser”, hvor vi bliver ført et skridt tilbage i historien og denne gang følger vi Caroline Ferridays mor Eiza, i tiden lige inden første verdenskrig.
Elizas veninde Sofya Streshnayva er ud af Romanov-familien, men de to kvinder har mødt hinanden i Paris. Ingen af dem kunne på nogen måder forestille sig, hvad der kommer til at ske, da Østrig erklærer Serbien krig og det russiske zaremperium falder fra hinanden.
Sofya skjuler sig sammen med sin familie på deres landsted og håber de kan slippe for oprørernes vrede. Eliza er tilbage i Amerika og er dybt bekymret for veninden, og vil gøre hvad som helst for at hjælpe hende. Sofya og hendes familie har ansat den unge lokale pige Varinka, som viser sig at bringe familien i en frygtelig fare.
Familien udsættes for frygtelige ting, men det lykkedes Sofya at flygte i forsøget på at skaffe hjælp. ”De forsvundne roser” er en virkelig fængende og bevægende fortælling. De forskellige miljøer beskrives virkelig godt og Sofyas dramatiske flugt holder spændingsniveauet oppe igennem bogen.
Martha Hall Kelly løfter sløret for at hun er i gang med endnu en roman om kvinderne fra familien Ferriday. Denne gang Carolines oldemor, og familiens indsats mod slaveriet.
Martha Hall Kelly, De forsvundne roser, Politikens Forlag, 2019, 496 sider