I Østberlin sidder Erika og syr. Hendes symaskine er af mærket Veritas – sandhed på latin – har en stjerne på undersiden, men det er ikke en kommunistisk stjerne. Det er ikke den eneste mærkværdighed, Erich oplever i sin opvækst i DDR. I skolen bliver han drillet med, at han ligner en russer, og sin far Heinz møder han første gang da han er fem år. Heinz har nemlig siddet i lejr i Sovjet. Nu er han kommet hjem, og er klar til at genoptage sit arbejde med propaganda – denne gang hedder arbejdsgiveren ganske vist ikke Goebbels, men derimod Walter Ulbricht, for Heinz har skiftet ham og er nu overbevist kommunist. Sådan gik det mange efter krigen.

Erika er mere stålsat i sine holdninger. Som ung var hun medlem af Bund Deutscher Mädel og sang nazistiske sange i takt i sin hjemby Nemmersdorf i Østpreussen. Nemmersdorf har siden fået et russisk navn og ligger i Sovjet, men Erika vil ikke glemme sin fortid, og mens Veritas-maskinen hamrer derudaf fortæller hun sine børn fortællinger om det tabte land i Østpreussen. Indimellem overmandes hun af syner, og forudser fremtiden. Det bryder hverken hendes familie eller DDR-styret sig om.

Erich og hans søster Leni – ifølge faderen opkaldt efter Lenin, ifølge moderen efter Leni Riefenstahl – opdrages af faderen og staten til at blive gode kommunister, med alt hvad det indebærer (inkl. stikkeri), men ligesom staten er gennemsyret af løgne er også barndomshjemmet det. For hvad er sandheden om moderens flugt fra Nemmersdorf? Hvorfor ligner Erich en russer, og hvad er relationen til de unge kvinder der søger hans selskab? Hvad betyder stjernen på symaskinen? Og hvad er Veritas egentlig, når man lever i DDR?

Det er altid interessant at læse bøger om DDR tiden. Desværre er historien om Erich og hans familie ikke rigtig vellykket. Det er faktisk ærgerligt, for der er mange gode takter i den om forholdet mellem løgn og sandhed, drømme om en tabt fortid, og om hvordan det er at vokse op i en totalitær stat, for derefter at se det hele falde sammen. Men pointerne omkring Erichs russiske baggrund er hamret alt for tydeligt og forudsigeligt ud, og jeg begriber virkelig ikke, hvorfor moren skal udstyres med synske evner. Det gør ikke noget godt for historien, der ville leve bedre uden dette magiske islæt.

Niels Kjeld Thorsen: Veritas-maskinerne. 360 sider, Turbine. Udkommer 19. august 2019