Jeg er meget begejstret for de bøger, Forlaget Aurora Boreal udgiver. Forlaget specialiserer sig i at udgive spansksproget litteratur med særlig vægt på latinamerikanske forfatterskaber, og alt, hvad jeg indtil videre har læst, overrasker positivt ved at være af meget høj kvalitet. Skyggen af hvad vi var engang er en finurlig lille bog fyldt med galgenhumor, en masse historie og en række interessante individer.

35 år efter Pinochets militærkup planlægger de tre tidligere landflygtige, Cacho, Lolo og Lucho, at mødes i deres hjemland Chile for at finde udbyttet efter et bankrøveri, der fandt sted i 1925, hvor skatten blev gemt af vejen. De er alle tre blevet gamle og har hver deres beretning om, hvad der er hændt dem i de 35 år, der er gået, siden de sidst var sammen. Mens de venter på et barnebarn til Pedro Nasco, som var direkte impliceret i bankrøveriet dengang, tager forfatteren os med på en rejse gennem tre årtiers chilensk historie og mændenes håb for fremtiden dengang og nu.

Sideløbende står den filmentusiastiske sociale taber Coco Aravena med et kæmpe problem på halsen. Hans kone, Concepción García, har i arrigskab kastet Cocos Dual-pladespiller fra 60’erne efter ham, og den er uheldigvis røget ud af vinduet og fire etager ned lige i hovedet på ingen ringere end ham, som Cacho, Lobo og Lucho skulle mødes med. Det giver parret noget af en forskrækkelse, og Coco vil gøre alt for at tage skylden for sin hustru.

Skyggen af hvad vi var engang er en kort historie, som er hurtigt læst. Den rummer en masse varm humor, vidunderlige karakterer og et gennemgående håb for fremtiden. Om det er tilfældigheder eller skæbnen, der spiller ind i denne korte historie – hvem ved? Luis Sepúlveda giver mig i hvert fald lyst til at heppe på disse gamle helte, der ikke just har fået det bedste ud af livet.

Luis Sepúlveda: Skyggen af hvad vi var engang, Forlaget Aurora Boreal, 143 sider, august 2018