”Jeg vil være katten, ikke musen”, sådan siger Lisbeth Salander. Med de ord, er det tid for det endelige opgør mellem Salander og hendes søster Camilla. Der er ingen vej tilbage. Lisbeth er vred, men også sårbar på en ny måde. Men først: hvis du ikke er gået i gang med serien om Lisbeth Salander endnu, så spol tiden seks bøger tilbage til Mænd der hader kvinder og glæd dig over, at du har en helt forrygende spændingsserie foran dig.

Tilbage til Hende der må dø, der er den sjette og sidste bog i serien, som – lige som de to sidste – er skrevet af David Lagercrantz, der har løftet den svære opgave efter Stig Larsson. Lisbeth Salander er træt af at være den jagede. Hun vil skifte rolle og være katten der fanger musen, i form af søsteren Camilla, som hun har hadet i årevis. Det er i den grad gengældt. Forskellen på de to søstre, en af mange, er at Camilla er en del af et stort forbrydersyndikat og Lisbeth er en enmandshær. Hun lever under radaren med et konstant øje på Camilla og andre farer.

Michael er bekymret for Salander og har forsøgt at få kontakt til hende. Han er i gang med en artikel om internettrolde og falske nyheder, som ødelægger mennesker og forvrænger virkelighedsbilledet. Han kommer på sporet af en tragedie, der er forgået under en bjergekspedition på Mount everest, hvor den nuværende forsvarsminister Johannes Forsell deltog. Her var også en rig amerikaner, Klara Engelman, der sammen med sin guide Viktor Grankin omkom under tragiske omstændigheder på bjergbestigningen. Med på ekspeditionen var flere lokale bærere og guider, og den ene, som var meget kendt for at bringe alle sikkert op og ned findes pludselig død i Sverige.

Det viser sig, at han har levet en forhutlet tilværelse på gaden, hvor han har forsøgt at skabe opmærksom om en grufuld hændelse, der er foregået under en bjergbestigning – eller måske i hans eget hoved? I hvert fald bliver Michael interesseret og begynder at grave i det, og det samme gør Salander, naturligvis ved at hacke sig ind alle steder – også på Michaels PC, hvor hun blander sig i hans artikel. Hun kommer på sporet af et supergen, der viser sig at have afgørende betydning. Samtidigt dukker hun op over radaren foran Camilla. Det er tid til at slås.

Det kan kun blive voldsomt, når de to søstre endelig mødes efter så mange års had. Det bringer minder frem fra deres forfærdelige barndom med deres far Zalachenko og deres mor, som han bankede sønder og sammen. Hvad der egentligt foregik den gang, får vi nu at vide.

Lagercrantz gør det igen rigtigt godt. Det er spændende på mange planer: det hæsblæsende, det intellektuelle og det psykologiske. I denne bog siger vi farvel til de kendte karakterer, for Lagerkrantz lukker historien og binder sløjfe på. Det er vemodigt. Tak for rejsen med Salander, Blomkvist og alle de andre karakterer til Stieg Larsson og David Lagercrantz. Det har været et fantastisk møde og (nu må man jo ikke bande) god underholdning.

David Lagercrantz, Hende der må dø, Forlaget Modtryk, oversat af Dorph Stjernfelt, 333 sider, august 2019