Der er nogle bøger, man nærmer sig med en form for ærefrygt. Det er de bøger, hvis ry er vokset til mytologiske størrelser. De er kanoniseret i en grad, så man som læser kan være helt bekymret for at åbne dem. Hvad nu, hvis jeg ikke kan lide den? Hvad nu, hvis jeg synes det bare er en helt almindelig god bog, og ikke det mesterværk, som alle andre ser? Sådan havde jeg det lidt med Mørkets hjerte.
Det var derfor med bæven, at jeg bladrede om til kapitel et og begyndte at læse om Nellie, en yawl til langfarter, der lå for anker ved Themsens munding ved aftenstide. En rolig start, der tager læseren nænsomt ved hånden, luller hende forsigtigt ind i et smukt scenarie, så hun er helt uforberedt på det, der kommer.

Det er sømanden Charles Marlow, der fortæller sin historie om dengang, han sejlede op af Congofloden, på vej efter en fortabt handelsstation i hjertet af det allermørkeste Afrika, der hvor jungletrommerne fylder natten med sin hypnotiserende rytme. Der hvor sorte plages til døde af koloniherrerne. Der hvor elfenbenet er. Der hvor Kurtz er.

Det er en rejse bort fra civilisationen og væk fra alt det, som Europa selv hævder at stå for. I mødet med det mørke Afrika forsvinder alle gode hensigter, og degenerer til de allerlaveste instinkter. Grådighed. Vold. Arrogance. Kolonitiden var ikke udbredelse af civilisation til de indfødte, og slet ikke i Congo: det var en overgivelse til det laveste i mennesket og Kurtz er symbolet på det hele.

Kurtz er for længst blevet en arketype, denne vanviddets mand, men Mørkets hjerte er meget mere end bare mødet med Kurtz – selvom det er stort nok. Det er et sprogligt mesterværk, hvor man trækkes helt ind under huden på personerne af Conrads skrivestil. Man ser junglen for sig, man dukker sig næsten for angrebet fra bredden, man ser forundret på de indfødtes tilbedelse af Kurtz.

Mørkets hjerte fortjener sin klassikerstatus, og det er vældig fint at Gyldendal har genudgivet den, her 120 år efter den udkom på engelsk første gang. Så vær ikke bekymret: Mørkets hjerte er præcis lige så stort et mesterværk som rygtet siger – og alle læsere bør mindst én gang i deres liv sætte sig til rette på Nellie og høre sømanden fortælle.

Joseph Conrad: Mørkets hjerte. 151 sider, Gyldendal. Oversat af Niels Brunse, 2019