Ingmar Bergman har skrevet tre selvbiografiske romaner Den gode vilje, Søndagsbarn og Personlige samtaler. De er udgivet i samlet form fra Gyldendal. Omdrejningspunktet i alle tre romaner er hans forældre og det fastlåste forhold, de havde – i hvert fald set med hans øjne. Han optræder selvfølgelig også selv i romanerne som barnet, drengen, sønnen, der bliver påvirket af stemningen og adfærden i hjemmet og sine relationer til forældrene. En påvirkning der følger ham hele livet udtryk i bl.a. disse bøger.

I den første roman er fortællingen baseret på erindringer godt understøttet af masser af fotos. Her følger vi hans forældres allerførste møde hjemme i morens barndomshjem, da hun er helt ung. Bergmans far kommer til middag, inviteret af husets søn. De to starter et forhold op, som dog aldrig kommer til at fungere rigtigt godt.

Bergman blander sig ind imellem i sine egne fortællinger, med sin stemme, som når han i Den gode vilje skriver:

”Sådan ser hun ud – Anna, som i virkeligheden hed Karin. Jeg hverken kan eller vil forklare, hvorfor jeg har sådan en tilbøjelighed til at sammenblande og ændre navnene: Min far hed jo Erik, og min mormor hed netop Anna. Nå ja, det hører måske med til legen – og en leg er det”.

I den roman kalder han sin mor for Anna, sin far for Henrik, selv om de hed Karin og Erik. Det kan virke som afstandtagen af teksten, men også som en invitation til læseren.

I den anden roman, Søndagsbarn, er der fokus på ham selv som barn, hvor han har givet sig selv navnet Pu. Vi får et indblik i middagene i mormorens sommerhus, Pu’s forsøg på at være med sammen broderen Dag, og hvordan han bl.a.bliver narret til at spise en regnorm.

Også her blander Bergman sig, som når han skal beskrive en middag:

”Vær så god at træde ind i billedet, du kan stå dér ved døren til verandaen eller slå dig ned i den bulede sofa under væguret, vær så god: I begyndelsen taler vi i munden på hinanden, høfligt og lavmælt”.

I denne roman kommer han også ind på sin fars alderdom, og sit faderhad, som han kalder det, og som han beskriver som en sælsom sygdom der har ramt for mange år siden, hvor han var en anden.

I den sidste roman, Personlige samtaler, følger vi Bergmans mor og far i forskellige nedslag, der hopper fra det ene år til det andet startende med 1925 frem til 1934 og så tilbage til 1907 som epilog og prolog.

I alle tre romaner får vi lidt forskellige, men også ens billeder af Bergmans og hans forældres liv og alle de mennesker, der også hørte til. Det er forskellige billeder, men dog vævet af den samme tråd, og derfor bliver det genkendeligt, selv om vinklen ændrer sig. Det skrivetekniske stunt med at blande sig i fortællingerne fungerer som en understregning af, at vi kigger med over skulderen og ind i andres liv, hans liv.

Forordet er af Daniel Mendelsohn og giver en rigtig god start på de tre romaner. Jeg har været  godt underholdt i alle tre romaner, og er blevet meget klogere på Bergman, som jeg kun kendte lidt til fra film. Jeg kan bestemt anbefale dem. Det er en god læseoplevelse.

Ingmar Bergman: Den gode vilje. Søndagsbarn. Personlige samtale, Forlaget Gyldendal, oversat af Annelis Feilberg, 566 sider, maj 2019.