En familie emigrerer. Far, mor og tvillingerne drager fra det sammenstyrtende Sovjet og mod drømmen om en bedre fremtid i Tyskland. Med sig er også lige bedsteforældrene – nogen af dem i hvert fald – og tyngden af hele familiens jødiske fortid igennem det tyvende århundrede.

Det var ikke let at overleve i Sovjet, men det er heller ikke let at klare sig på et asylcenter i Tyskland. Det er svært at slippe det forgangne, og familien hutler sig igennem indtil det ender i skilsmisse, skrammer og tidlig død. Det får Anton, den ene tvilling, til at flygte videre, men flugten ender i Istanbul. Hertil drager også tvillingesøsteren Alissa, kaldet Ali, der forsøger at opspore sin bror og undervejs stifter bekendtskab med det alternative Istanbul, prostitutionen, dragmiljøet og fattigdommen. Herfra må hun udforske sig selv og sin slægtshistorie i forsøget på at forstå, hvor hendes anden halvdel er henne – og hvorfor han ikke vil give lyd fra sig.

Ude af sig selv springer mellem synsvinklerne, og mellem 1. og 3. persons fortællestemme. Det oplever jeg desværre som ret rodet. Jeg elsker normalt slægtsromaner, og der er bestemt fremragende takter i store dele af romanen, når det handler om beskrivelserne af de jødiske familiers forsøg på at klare sig i Sovjet. Anti-semitisme er bestemt ikke forbeholdt vesteuropa, og i Sovjet levede den i allerbedste velgående også i det officielle liv. F.eks. er der i Ude af sig selv en ganske fin beskrivelse af hvordan konspirationsteorien om at jødiske læger var skyld i Stalins død, fik konsekvenser for jødiske læger selv langt fra Moskva.

Til gengæld er bliver jeg ikke rigtig fanget af rammefortællingen om Alis jagt på sin tvillingebror i Istanbul. Mit hoved kan sagtens finde en sammenhæng mellem forfølgelserne af familien i Sovjettiden, dens eksil i Tyskland og hovedpersonernes rodløshed, men det rører ikke mit hjerte – hovedpersonerne er for ekstreme.

Det er som om romanen vil for meget – både spænde over anti-semitisme i Sovjet, familiers (og især mænds) alkoholiske svigt af deres børn, kupforsøget i Tyrkiet i 2016 og ikke mindst tvillingernes utilpashed og grænsesøgning af deres seksualitet og kønsidentitet. Det er en kunst at skrive en roman med en anti-helt i hovedrollen, og normalt er vi læsere parate til at gå langt for at sympatisere med vores hovedperson, men jeg får simpelt hen ikke fat i Ali. Jeg kan måske ikke slippe ærgrelsen over, at en roman der også kredser om transkønnethed skal have en hovedperson, der er så forskruet og ødelagt.

Sasha Marianna Salzmann: Ude af sig selv. 350 sider, People’s Press. Oversat af Jacob Jonia, 2019