Fem unge mennesker lever helt normale liv i Toronto, da de bliver kontaktet af en en-øjet dværg. Han har et mærkeligt tilbud til dem: de kan komme med ham til en parallel verden, Fionavar, hvor der er brug for gæster fra vores verden. Her hersker den aldrende konge Ailell over et rige, der er plaget af tørke. Fionavar er, som oftest i genren fantasy, en middelalderlig verden, fyldt med magi og eventyr.

Derfor er tørken da heller ikke naturlig, og snart er de fem unge mennesker hvirvlet ind i intriger, trolddom, overnaturlige hændelser og først og sidst kampen mellem det gode og det onde. Fionavar-gobelinen er egentlig en trilogi, der består af Sommertræet, Den vandrende ild og Den mørkeste vej.
Fionavar er et rige med dværge og kæmper, guder og gudinder, rytterfolk og skovfolk, alfer, mennesker og masser af fabeldyr. Det minder om mange andre fantasy-verdener, men Fionavar er et mere voksent univers end mange andre fantasy-universer, der ofte har større børn som læsere. Blandt andet spiller seksualitet (og voldtægt!) en rolle, og det er bestemt ikke alle hovedpersonerne der overlever bøgernes handling. På den måde virker Fionavar-gobelinen mere som en inspirationskilde for George R.R. Martin og hans Game of Thrones univers.

Det der især skiller Fionavar-trilogien ud er, at her et sammenhængende religiøst univers bag. Bag Fionavars mange guder og magi findes den store Væver, skaberen af det hele. Han væver sin gobelin gennem tiden, og menneskene og de andre væsener er kun billeder i gobelinen, der forsøger at påvirke deres eget islæt, deres egen tråd i det store billede. Det er faktisk meget vellykket, og i modsætning til f.eks. Narnia-universet ikke alt for kristent.

Kay væver dygtigt mange forskellige fortællinger ind i Fionavar-gobelinen. Inspirationen fra Tolkien er tydelig, men Kay har også været med til at redigere Tolkiens Silmarillon, men Kays bagkatalog er væsentlig større end det. F.eks. bliver også Kong Arthur-myten trukket ind i fortællingen, og jeg aner også inspiration fra Snedronningen og folkeeventyr, foruden naturligvis både nordiske myter, gamle druide-lore og zarathustrisme.

Det er en velfortalt trilogi i fantasygenren, mørk og dyster om kampen mellem godt og ondt. Sproget bliver lige vel melodramatisk undervejs, og personligt blev jeg træt af, hvor ofte ordet sorg blev brugt, men hvis man kan lide fantasy er de 916 sider bestemt ikke for langt. Hvis man ikke kan lide bøger hvor ondskaben har manifesteret sig utvetydigt og fysisk, skal man bare hoppe over og læse noget andet, for Fionavar-gobelinen har alle de gode sider ved fantasy og alle de dårlige.

Guy Gavriel Kay: Fionavar-Gobelinen. Forlaget Per Kofod, 916 sider. Oversat af Jannick Storm, 2001