Da jeg havde læst et par sider af Sandra Thorup Moses nyeste bog Saften fra de knuste bær, kunne jeg mærke, at dette var en bog, der skulle læses langsomt. Om det er den poetiske tilgang, hun har til sproget, eller det konstante skift, der er mellem de forskellige mennesker, hun skriver om, er svært at sætte ord på. Det er forvirrende og til tider frustrerende at læse på den måde, men også virkelig smukt – som et lyrisk indblik i en verden, hvor det er det usagte, man lægger mærke til.

Vi følger det unge par Janus og Sarah, som bor sammen i et lille hus uden for byen. Begge har de noget, de fortryder – noget, de ikke taler med hinanden om. Det pensionerede ældre par, der bor på samme vej, er fastlåst i de samme trivielle rytmer som altid, og manden noterer hver aften og nat det præcise ankomsttidspunkt for vejens beboere i sin lille notesbog. Vi hører om Sarahs far, som Sarah er så vred på og skuffet over, at hun straffer ham ved ikke at ville se ham eller sin døende farmor.

Alle som en har disse mennesker noget, de ikke får sagt. Usagte ord, som brænder en større og større afgrund mellem dem, og som kun samtale kan hele. Jeg brugte lang tid på at læse de kun 150 sider, bogen er på. Ikke fordi den ikke er interessant. Tempoet var til tider bare for langsomt til den givne situation, jeg sad i, og den fortjente at blive læst i et roligt tempo med tid til refleksion.

Jeg vil anbefale dig at læse Saften fra de knuste bær, hvis du er til bøger, hvor tanker og tekster flyder ud i et. Måske er det mere poesi end en fortælling, og dog. Der er en rød tråd gennem hele historien. Den kommer til at give mening, når sidste side er vendt – bare vent.

Sandra Thorup Mose: Saften fra de knuste bær, Byens forlag, 150 sider, juni 2019