“Brahmadellerne – en Nordatlandtisk Krønike” er et brag af en roman. Den er første bind i den prisvindende færøske forfatter Jōanes Nielsens fortælling om de to færøske slægter Brahmadellerne og Tvibuerne.

Man kan tænke længe over, hvilken litterær genre Brahmadellerne skriver sig ind i. Finurligt og virtuost blander den nemlig en masse af den klassiske romans forskellige genrer sammen. Man kan kalde den en metaroman. Eller en fusion mellem krønike og roman. Eller en saga. Men mest af alt er den en kompleks generationsroman, der strækker sig over flere århundrede.

Man skal på alle måder holde tungen lige i munden. Der springes i tid og sted, og man er ofte i tvivl om, hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Samtidig er bogen ikke kronologisk opbygget, så man kan godt miste overblikket over, hvor man rent tidsmæssigt befinder sig. Historiske personer optræder side om side med opdigtede ditto, og der refereres til både nulevende og døde færøske forfattere og kunstnere.

På trods af kompleksiteten drages man efterhånden ind i bogens finurlige og skælmske univers. Vi møder ufiltreret vildskab i form af grove, voldsomme og ufromme karakterer – som var romanen brygget i William Heinesens sorte gryde. Der stiger saft og kraft ud fra siderne i en pirrende pærevælling af historiske fakta, fiktion, social indignation og en fandenivoldsk pen. Råt for usødet skildres skæve eksistenser, fantaster og originaler i et sprog, der nok vil få mangt en from sjæl til at lægge den fra sig. Men det til tider vulgære sprog er med til at underbygge, hvad der sker i personerne, og derfor giver det mening.

“Sámal á Kák, som havde siddet på en kalktønde og røget, tog pludselig ordet. Han mente, at det var for galt, at nu hvor folk havde kæmpet fredag, lørdag, ja, de havde brudt helligdagsfreden i søndags, og var fortsat mandag og tirsdag og onsdag, og havde slidt røven ud af bukserne, at så fik de at vide at de kun kunne få ekstrabetalingen i forbandede varer. Det kunne man ikke byde folk. “Men det er måske den nye arbejderpolitik du og fogeden og hende Løbners peberkusse vil indføre”, sagde han. “I er nogen fine nogen. Langfredagsmorgen for 1800 år siden gennembankede romerne Jesus, han fik både blå øjne og spark i nosserne, og netop i dag tilbyder du os varer, som musene har ligget og kneppet i hele vinteren. Står der virkelig idiot malet i panden på Tórshavns arbejdsmænd?”

Bogen, er mest af alt er en kollektiv roman, der skildrer det færøske folk og dets kultur. Omdrejningspunktet, der personificerer historien er de to slægter, Brahmadellerne og Tvibuerne, der ligger i indbyrdes stridigheder gennem mange generationer. Stridighederne stikker dybt, og kan ikke glemmes. Der er mange beskrivelser af det færøske samfund, herunder politik og historie samt en række dagligdags skildringer af dyrkningsmetoder og fiskeri. Elementer, der hører hjemme i en krønike, og det bliver som handlingen skrider frem mere og mere fascinerende, fordi det passer som fod i hose i den episke handling.

Romanen skildrer en række stærke karakterer, der langt henad vejen undertrykker deres følelsesliv. Når de endelig kommer til udtryk sker det ofte igennem meget voldsomme handlinger. De stærke temaer vold, vrede og had er universelle, og Nielsen beskriver rammende, hvad der sker, når undertrykte følelser kommer til overfladen med et brag. Det rabalder det giver, når mennesket koger over som en dampkedel og går bersærkergang i voldtægt, drab og vold. Skildringen af denne irrationalitet bliver både meget gribende og meget nutidig.

En af bogens centrale personer er den begavede søfarer Tóvó fra Brahmadelslægten. Han er en fredsommelig mand, men koger over da områdets rige fragtskipper pudser politiet på de medarbejdere, som kræver højere løn og bedre vilkår. En handling, der sender Tóvó 16 år i Vridsløselille fængsel. Her viser den tidligere kommunist Jōanes Nielsen tydeligt sin sympati for arbejderne og foragt for de grove gerninger de udsættes for.

Romanens sigte er et opgør med den række fordomme, som er fremherskende i d(et) lille lukkede (færøske) samfund. De selvbiografiske elementer, gør mig ekstremt nysgerrig efter at læse Bolsjehjerte, som anden del af krøniken.

Brahmadellerne er fremragende. Men svært tilgængelig. De indforståede referencer til færøsk kultur, personligheder og begivenheder virker forvirrende for bogens epik. Men kommer man igennem de første hundrede sider, er det et mesterværk, den prisvindende Joánes Nielsen har begået. Så hvis du kan, så hold ud. Man bliver prisværdigt klogere på livet i et lille samfund og det evigt kringlede menneskesind. Læs, læs, læs.

Jōanes Nielsen: Brahmadellerne, Torgard, 2012, 348 sider, oversat af Povl Skårup.