Adele Parks: Hun var velkommen
Adele Parks er en af Storbritanniens bedst sælgende feel good-forfattere, men nu har hun for første gang kastet sig ud i at skrive en thriller. Jeg var derfor spændt på, hvad jeg kunne forvente af Hun var velkommen, som er en historie om venskab, svigt, misundelse og hævn.
Mel og Abi er bedste venner på college. Men da Mel som 19-årig bliver gravid efter et onenightstand, vælger at få barnet og må droppe studiet, glider venskabet ud i sandet. Sytten år senere er Mel lykkeligt gift med en dejlig mand, Ben, har fået to børn mere og lever et hyggeligt liv i en lille by nord for London.
En dag får hun dog en overraskende mail fra Abi. Abi har boet i USA i mange år, er en kendt journalist, og er gift med en endnu mere kendt tv-producer. Men nu skal hun skilles, fordi hun fandt sin mand i seng med en anden, og hun har mere end nogensinde brug for en ven. Mel åbner med det samme sit hjem for Abi, og snart drejer alt sig om hende til Bens store fortrydelse.
Det er dog ikke kun Mel og Bens forhold, der bliver påvirket af Abis opdukken, og pludselig er hele Mels verden truet. For hvorfor er Abi egentlig dukket op, og hvad er det, hun vil? For ikke at spoile handlingen kan jeg ikke skrive mere her; du må selv læse dig frem til, hvad Abis egentlige motiv er.
Bogen er skrevet med skiftende synsvinkler, så vi får historien set fra både Mels, Abis og Bens side. Det er interessant at se, hvordan de opfatter og tolker tingene meget forskelligt. Jeg blev til at starte med ret irriteret over Mels lefleri for Abi og forstod ikke, hvorfor hun tilsidesatte sin familie for Abi – især når man så også får indblik i Abis motiver for at handle, som hun gør. Men det gav god mening, da plottet åbenbaredes i slutningen af bogen, og jeg kunne ikke lade være med at fatte sympati for Mel.
Desværre syntes jeg, at slutningen var lidt for banal, og det var derfor nemt at gennemskue det, der skulle have været en meget overraskende slutning. Bogen er udmærket skrevet, og handlingen flyder fint og drev mig som læser til lige at skulle læse et kapitel mere og så lige et til, og pludselig var bogen færdiglæst kl. 1.30 om natten. Der skal dog arbejdes mere med plottet fremadrettet, hvis Adele Parks skal kunne slå sit navn fast som thrillerforfatter.
Adele Parks, Hun var velkommen, HarperCollins, 479 sider, oversat af Kamilla P. Haderup, august 2019