// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pia Konstantin Berg: Selvvalgte vildveje
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Pia Konstantin Berg: Selvvalgte vildveje

Skrevet af den 17. juli 2019 – 05:42Ingen kommentarer

Jeg havde glædet mig en del til Selvvalgte vildveje. Pia Konstantin Bergs første bog i Søen-serien efterlod en sådan cliffhanger, at jeg ærgrede mig over, jeg var nødt til at vente på, at hun skulle skrive bog nr. 2, før jeg fandt ud af, hvad der skete. Det er præcis det samme, der er sket nu. Selvvalgte vildveje har igen efterladt mig hængende, og nu venter jeg blot spændt på den tredje bog i serien.

Helle er gravid, og det var overhovedet ikke planen. Det var meningen, at hende og Christian skulle skilles – ikke at de skulle være en familie igen. Helle kan næsten ikke overskue tanken om at være fuldtidsmor på barsel igen og sætte sit job på hold endnu en gang.

Christian har stadig følelser for Katrine og gør alt for at undertrykke dem. Han fokuserer 100 % på sin nye rolle som spædbarnsfar og glemmer igen sine to andre børn. Især Martin, der nu er 10 år, lider stadig under den tumult, der har være i familien gennem flere år. Han gør alt for ikke at gøre sig bemærket derhjemme og for ikke gøre sin far vred.

Samtidig har Katrine fundet ud af, at hun skal have Martins klasse i dansk og derved ikke kommer til at undgå kontakt med Christian og Helle og være vidne deres lykkelige omstændigheder. Hun kan følge med i deres liv fra sin altan og ved ikke, hvordan hun skal komme sig over sin forelskelse i Christian. Han var jo ved at gå fra Helle, og nu er det hele forbi – som om det, de havde sammen, aldrig er sket.

Helle og Christians datter Line er startet i gymnasiet og får sig et par nye venner. Men heller ikke her går alt, som det burde, og hun får rodet sig ud, hvor hun ikke kan bunde. Hendes bedste ven Strange er på udveksling i USA, og hun er helt alene med sine tanker.

Selvvalgte vildveje er en selvstændig fortsættelse af romanen Halvvejs rundt om søen. Serien er på i alt fire bøger, som foregår i årene 2000-2010, og sætter på fineste vis fokus på dagens Danmark. Skilsmisse, utroskab, forældre, der bakser med så mange problemer selv, at de glemmer deres børn. Bogen er ret nem at gå til uden de store sproglige guldkorn. Det er faktisk rart at læse en bog, der ikke forsøger at være andet end lige præcis det, den er. En historie om alle de vildveje, vi som mennesker har det med at gå ned af.

Pia Konstantin Berg: Selvvalgte vildveje, Byens forlag, 252 sider, juni 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.