Bogens titel er et citat fra forfatterens mor, som gennem hele sit liv forsøgte at holde sin datter tæt ind til sig gennem følelsesmæssig afpresning og psykisk vold og som ikke magtede at være der for sit barn, men svigtede gang på gang. Udadtil så alt ellers så fint ud, med en veluddannet mor, der tog stilling til samfundets store spørgsmål, deltog aktivt i livet og havde både partner og venner. Indadtil var historien en anden, for moren var psykisk syg, usikker og alkoholiseret – det sidste formår hun at holde skjult for omverdenen meget længe.

Anne Bitsch lider under sin mors måde at leve på, hvor dagligdagen er styret af morens luner og det hun vil. Hun elsker sin mor trods alt, men kan samtidigt ikke leve sammen med hende, da det vil ødelægge hende.

En af de store spørgsmål i Anne Bitsch liv er, hvem der er hendes far. Hendes primære omsorgsperson er manden Peter, som moren har været kærester med og som i mange år sammen med sin nye kone Johanne, er et fristed for hende. Manden som hun skal kalde far, formår ikke at leve op til sin rolle, og den tredje mand der kommer ind i morens liv, svigter Anne Bitsch og forgriber sig på hende. Det er hjertegribende at følge hendes søgen efter svar på, hvem der er hendes far, og hendes kamp for at nulevende personer skal hjælpe hende med det praktiske i form af en blodprøve.

Anne Bitschs fortælling om sit omsorgssvigtede barndomsliv adskiller sig fra andre tilsvarende bøger, som jeg har læst ved, at hun går akademisk til værks i sin søgen på svar på, hvordan det kunne gå så galt i hendes familie og hvorfor ingen greb ind. Hun bruger dagbøger, breve og interviews med de mennesker, der var tæt på hendes liv den gang hun var barn, lige som offentlige dokumenter og journaler bliver en del af materialet. Her opdager hun bl.a. at indholdet af en samtale, som hun har haft med en psykolog som barn efter overgrebet ikke fremgår af hendes sagsakter:

“Min historie eksisterer med andre ord ikke længere. På grund af en ekstremt kortsynet rigsarkivar eller en offentlighedslov, jeg ikke forstår. Da jeg får beskeden, føles det, som om jeg heller ikke eksisterer. Hvem er jeg uden en historie”.

Netop det med, at man er den historie, man fortæller, er en af de emner hun tager fat i. For det blev hendes mors store problem, at den historie hun forsøgte at fremstå som og med, krakelerede.

Hun sætter også emnerne om barndom, børns rettigheder, kvindeliv, overgreb og alkoholisme ind i en samfundsmæssig kontekst, så de strukturer der fx bærer familien, skolen og arbejdslivet bliver forklarende faktorer i, hvorfor ingen griber ind, når et barn tydeligvis ikke trives. Det lykkes godt for hende. Hendes bog er en usentimental men hjertegribende rejse ind i hendes barndom og ungdom og de mønstre, der trækker spor langt ind i hendes voksenliv. Jeg er lidt klogere og meget berørt efter at have læst hendes historie.

Anne Bitsch, Hvis du går nu, er du ikke længere min datter, Forlaget Straarup & Co., 305 sider, marts 2019.