Sharon Bolton: Håndværkeren
Sharon Bolton er altid god for en ekstremt spændende krimi og det lever hun også op til med hendes nyeste: Håndværkeren. Vicepolitichef Florence Lovelady var for 30 år siden, i 1969, en af de få kvindelige politibetjente i korpset, og der var ikke mange der to hende alvorligt. Hun efterforskede en række børnemord i byen Sabden i det nordlige England. Byen ligger neden for et bjerg, som er kendt for at have tiltrukket hekse helt tilbage til 1600-tallet og netop hekse bliver en fremtrædende del i krimien.
Hendes efterforskning førte hende til den lokale bedemand Larry Glassbrook, som tilstod mordene og gav hende succes. Hun boede selv til leje i hans hus, hvor han boede sammen med sin kone og børn, og har derfor gennem alle årene haft sagen i sit hoved, fordi hun boede under samme tag uden at fatte mistanke før til sidst. Da det var for sent.
Nu, 30 år efter, er han død, og Florence Lovelady tager tilbage til byen sammen med sin teenagesøn for at deltage i begravelsen. Der har aldrig været tvivl i hendes sind, om, at han var skyldig – også fordi han tilstod de frygtelig børnemord, hvor han begravede sine ofre levende. Det var to piger og en dreng, der forsvandt: Stephan, Patsy og Susan. Men efter at hun er vendt tilbage til byen, begynder en række mystiske ting at ske. Hun finder bl.a. en lille lerfigur i et bistade i haven, hvor Larry boede. Ved hvert barnelig var der også lagt sådan en figur. Det der Florence Lovelady bange er, at lerfiguren forestiller hende selv. Hun ved at alt blev endevendt den gang for 30 år soden, så nogen har lagt figuren efter det.
Florence Lovelady begynder så småt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der egentligt skete den gang, da mordene fandt sted.
Hun begynder at efterforske sagen i igen meget imod hendes søns vilje – og hendes mands, som ikke er taget med, men hun har lovet ham ikke at gå ind i sagen igen. Men flere er imod hendes efterforskning, og forsøger at få hende til at stoppe. Det gør hun dog ikke. Men en dag forsvinder hendes egen søn, og et kapløb med tiden begynder. Hun får hjælp fra de lokale hekse, som stadig bruger ældgamle metoder til at finde sandheden.
Sharon Bolton får skrevet hekse ind i krimien på en spændende måde, som ikke bliver alt for overtroisk, men som understreger områdets karakter og historie.
Sharon Bolton er guf for krimielskere, så hvis du ikke er i gang med hendes krimier endnu, så kan jeg kun anbefale, at du kommer i gang. Hendes krimier er uafhængige af hinanden med forskellige personkarakterer og det gør, at man kan starte hvor man vil. Vi har tidligere anmeldt Daisy i lænker og Dødsdømt af hende her. Jeg glæder mig allerede til den næste af hende.
Sharon Bolton, Håndværkeren, Forlaget Jentas, oversat af Per Vadmand, 420 sider, april 2019.
[…] foregår i samme univers som Sharon Boltons bog Håndværkeren, men kan læses uafhængigt af […]