Mine forventninger til den norske forfatter, den brillante stilist Tomas Espedals korte roman “Elsken” var tårnhøje. Men alligevel var det med en vis forsigtighed, jeg åbnede bogen, da den endelig landede mellem mine hænder. “Elsken” er nemlig en roman om døden – et emne, der på alle måder er svært at forholde sig til.

Men det tunge emne til trods formår Espedal at skrive både underholdende og udholdende. I “Elsken” skildres den såkaldt gode død; den frivillige, selvvalgte død, i et vidunderligt, poetisk sprog. For at beskrive døden, fortæller Espedal os om dens diametrale modsætning – nemlig livet, sanserne, skønheden, kærligheden. Men også om tabet, ensomheden og opløsningen, der har fået hovedpersonen til at træffe beslutningen om at gøre ende på sit liv.

Fint skildres det, hvordan livet ikke eksisterer uden døden, hvordan glæden ikke findes uden sorgen. Som et eksistentielt og nuanceret cirkulært Yin og Yan-tegn synes den ene ikke at eksistere uden den anden. Som altid brillerer Espedal med sin sublime stilistiske og her eksistentialistiske pen, der virtuost skriver sig helt ind i sjælen af vores eksistens – livet, døden, at være eller ikke at være.

Bogens hovedperson hedder “Jeg”, men bogen fortælles i tredje person; “Den dag Jeg forlod hjemmet, skinnede solen”. Og indimellem henvender fortællerstemmen sig direkte til “Jeg”, så “han” bliver til “du”. På denne måde bliver både Jeg, jeg’et, du’et og fortællerstemmen til et hele, en slags sofistikeret og genial universel stemme, der både opløser og samler. Og fremfor alt stiller spørgsmålet – hvem er jeg? Hvem er du? Hvem er vi? Og hvad/hvem er livet? Og ditto døden. Samtidig giver den gentagne brug af Jeg romanen en (tilsigtet) biografisk karakter.

Hovedpersonen Jeg har givet sig selv et år at leve i, og så vil han begå selvmord. Hvorfor han ønsker at tage livet af sig selv, opklares i takt med at romanen folder historien om sin hovedperson ud. Hans store sorger, hans tabte kærlighed, voldtægtsanklagen, hans misbrug, hans møde med en ny stor kærlighed, kvinden Aka.

Intenst og drivende smukt og sanseligt beskrives dette år, der symbolsk rammes ind af de fire årstider, som metaforer for Jegs følelser af sorg, smerte, længsel og håb. Følelser Jeg oplever med en sjælden sanselig intensitet, fordi hver årstid, hver måned, hver time, ja hvert minut vil blive hans sidste.

“Hvert eneste løvblad er unikt. Og alligevel ikke, bladene vokser ind i hinanden og omslutter træet som en helhedstanke: Vi er træet. Træet er os, vi er forår, sommer og efterår. Om vinteren er vi forsvundet, lagt under jorden”.

Bogens titel “Elsken” referer genialt til den fotoudstilling i Paris, hvor Jeg og Aka kysser hinanden for første gang, og Jeg oplever, at de er et “van der elsken-par”. Ed van den Elsken (1925 – 1990) blev kaldt det hollandske fotografis enfant terrible – et geni, som dokumenterede de uortodokse, mindeværdige og oprørske skildringer af anderledes og dekandent livsstil – det bedste og det værste af menneskets natur. Fuldstændig som Espedal gør det i nærværende roman.

Elsken stiller sig elegant på skuldrene af Proust og Kafka i dens allestedsnærværende spørgsmål om eksistens og døden som livgivende faktor. Det er på alle måder hamrende smukt, overvældende, vidunderligt og forstemmende. Samtidig viser Espedal os æstetikken i det uskønne – netop som Ed van den Elsken gør det i sine fotografier. Jeg er dybt imponeret.

Elsken er roman, der båder giver stor indsigt, og som skriver sig ind i både hjerte og hjerne. Læs, læs, læs! Og læs den herefter igen. Du bliver kun klogere. Og samtidig er du hamrende godt underholdt af et sprog i verdensklasse og en historie, der både er rå og ærlig. Og inderligt smuk og gribende. Her eneste sætning er et kunstværk. Jeg er fuldstændig solgt.

Tomas Espedal: Elsken, Batzer & Co., 15. marts 2019, 96 sider. Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer.