// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henry Marsh: Gør ikke skade – Fortællinger om livet, døden og lægekunsten
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer

Henry Marsh: Gør ikke skade – Fortællinger om livet, døden og lægekunsten

Skrevet af den 13. juli 2019 – 06:45Ingen kommentarer

At åbne ind til menneskets maskinrum, ind til bevidstheden og ubevidstheden, ind til harddisken. At reparere og samtidigt have stor risiko for at beskadige noget andet. Det handler Henry Marshs bog om, og det er godt nok fascinerende læsning. Det handler om hjernen og om Marshs arbejde som hjernekirurg og hans erfaringer gennem et langt liv – nu på tærsklen til pensionering. Neurokirurgi blev hans kald. Basen var London og med arbejde i Ukraine også.

Marsh fortæller vedkommende om sit arbejde med at bore gennem kraniet og åbne op til en hjerne, hvor der er millimeter at operere på, og hvor risikoen for at beskadige livsnødvendige hjerneceller for at fjerne en tumor er overhængende stor. Som han selv siger, så skal man være dygtig, erfaren og have en god portion held med sig.

Beskrivelsen af hvordan en aneurisme, en udposning på en blodåre, skal have sat en klemme ned over sig, så den bliver lukket af og ikke kan springe og ødelægge hjernen, er helt utrolig. Det er nærmest som science fiction, når han beskriver klipsen, som bare er et par millimeter, og som skal sættes ned med en pincet via et hul i kraniet. Han orienterer sig på en skærm, der forstørrer mange gange op mens han opererer.

Det er mange patienter, der har ligget på et operationsbord foran ham. Mange har han hjulpet. Nogle blev raske. Nogle fik det værre, de kom måske af med en tumor, men fik i stedet en hjerneblødning. Nogle få overlevede ikke. I bogen husker han tilbage på en række patienter og deres skæbner. Som familien, der bare ønskede et par ekstra måneder med deres elskede, og hvor operationen netop kun kunne give dette. Der er også kvinden som var ved at blive blind, fordi en tumor trykkede på synsnerven, men han fik reddet hendes syn – og liv. Eller den mandlige patient, som skulle have en standard rygmarvsoperation, og hvor reservelægen kom til at skære en stor nerve over, så patienten blev lam. Marsh fortæller om ordene fra en taknemmelig patient:

“Jeg håber aldrig jeg ser dig igen”, sagde hun

“Det forstår jeg fuldstændigt”, svarede jeg

Han fortæller også om de mange formøder om morgenen, hvor dagens patienter bliver diskuteret af neurokirurgerne, og hvor der indimellem er tilfælde, hvor de råt diskuterer om det er værd at operere. Om det giver livskvalitet for patienten.

Marsh behandler i bogen også emner som etik og moral, et sundhedsvæsen som nogle gange fungerer og nogle gange ikke, drømme som slukkes, men også håb der tændes. Bogen handler også om, hvordan man tager afsked med livet, og der mindes han sin mors ord, da hun lå på dødslejet:

“Det har været et vidunderligt liv. Vi har fået sagt alt hvad der er at sige”.

Marshs bog er spændende læsning om en verden, som jeg ikke kendte til på forhånd. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det kan lade sig gøre at operere i så sart og følsomt område som hjernen. Læsningen af denne bog har været en rejse ind i en helt anden verden, der har været givende men også lidt skræmmende. For når man læser om 30 års erfaring samlet på knap 300 sider, om et arbejdsliv som forfatteren selv siger også kræver lidt held og at juraen er i orden, hvis man skulle blive sagsøgt, så er det lidt skræmmende. Og jeg bliver taknemmelig for at nogle er modige nok.

Henry Marsh: Gør ikke skade – Fortællinger om livet, døden og lægekunsten, Don Max, oversat af Jacob Levinsen, 293 sider, 17. marts 2019