En digtroman. Sådan bliver Veronika Katinka Martzens bog beskrevet. Eller bør jeg sige Anna Juul? For ved udgivelsen af denne temmelig anderledes roman tog hun os alle ved næsen og udgav sin digtroman under et pseudonym eller rettere sagt satirisk karakter, som blev opfundet i et radioprogram på Radio24syv.

Veronika Katinka er som karakter komplet blottet for selvironi, og det tager da også en del læste sider i romanen at finde ud af, hvad det er, Anna Juul vil med denne her bog.
Når ’Jeget’ foreslår ’Tilrettelæggermennesket’, at ’Jeget’ skal have sin egen reportageserie på DR3, er det udelukkende lattermusklerne, der bliver aktiveret. For det er altså sjovt at læse, om end noget skørt.

Og hele bogen har en satirisk humor strøet ud over sig. Det er som at læse tankespind fra en psykisk syg, og mon ikke også det er den effekt, Anna Juul går efter. Der er den helt ekstremt akavede konfirmationstale fra far til Skattepige og den endnu mere syrede tale/rapsang den anden vej. Mads & Monopolet-referencerne og samtalerne med Preben. Hvad er sandt, og hvad er opdigtet? Der er en flig af den ægte Anna Juul blandt alle historierne – det må der simpelthen være.

Hmm, men kan jeg så anbefale dig at læse Jeg bruger min krop som et møbel? Ja, hvis du godt kan lide at læse anderledes litteratur, der ud over at få dig til at grine og ryste på hovedet et utal af gange, også sætter noget i gang i dig. Jeg følte mig ret trist undervejs, mens jeg læste. For under al galskaben gemmer der sig noget fint og ægte og uendelig sørgeligt.

Veronika Katinka Martzen: Jeg bruger min krop som et møbel, Forlaget Gladiator, 234 sider, februar 2019