Mine forventninger til Vigdís Hjorts nye samtidsroman, Lærerindens sang, var skyhøje efter at have læst Arv og miljø, som skabte en massiv mediestorm i Norge, da den udkom i 2016, grundet dens lighed mellem Vigdis’ egen familiehistorie og historien i bogen. Der er ingen direkte sammenligning mellem de to bøger – og dog. For det, der kendetegner Vigdis Hjort, er hendes velformulerede sprog, som ud over at være let og tilgængeligt omfavner læseren og trækker dig ind i historien på den bedst mulige måde.

Lotte Bøk underviser i dramatik på skuespillerlinjen ved Kunsthøjskolen i Oslo. Her har hun undervist i så mange år, at hun nærmest betragtes som en institution. Hun ser sig selv som et vidende, men ydmygt menneske, og da eleven Tage Bast spørger, om han må filme hende i hendes hjem og i hendes undervisning til sit afgangsprojekt, synes hun ikke, at hun kan sige nej. Han har tydeligvis valgt hende på grund af hendes store viden.

Over en periode på et par uger følger Tage hende rundt, samtidig med at Lotte begynder at kigge indad og prøver på at opføre sig normalt, om end en smule mere sofistikeret og intellektuelt end ellers. Men undervejs begynder Lottes selvsyn at krakelere, og hun finder ud af, at hun under andres udforskende blikke ikke er så ophøjet, som hun ellers troede var tilfældet.

Har du ikke læst Vigdis Hjort før, må du endelig ikke gå glip af hendes bøger. Der er noget legende let over hendes sprog, som samtidig åbner op for dybder i personligheden, der sagtens kunne have været tunge at læse om. Arv og miljø er klart den af hendes bøger, jeg bedst kunne lide, men jeg må sige, at Lærerindens sang gjorde noget helt andet ved mig. Den åbnede op for en hel anden samtale om selvforståelse og vores opfattelse af, hvordan andre ser os.

Vigdis Hjort: Lærerindens sang, Turbine, oversat af Karen Fastrup, 218 sider, juni 2019