Philip Kerr døde som kun 62-årig i foråret 2018. Med hans bortgang forsvandt en stor og afholdt litterær stemme. Igennem 23 år leverede han 14 sublimt velresearchede og eminent godt fortalte romaner om snushanen og privatdetektiven Bernie Gunther. Det er også blevet til børnebøger og en række spændingsromaner. Men det er og bliver fortællingerne om Gunther og verden under og efter 2. Verdenskrig, der vil holde mindet om Kerr i live i mange, mange år.

Gunther er en dygtig efterforsker, som i starten af 30’erne bliver smidt ud af politiet, fordi han ikke bakker tilstrækkelig op om nazisternes jerngreb om Tyskland. I de første fire romaner, der udkom under vignetten ’Berlin Noir’, ernærer han sig som privatdetektiv i Berlin og løser med stor snilde en række fordækte forbrydelser. ’Berlin Noir’-serien blev så stor en succes, at Kerr digtede videre, og gradvist er vi blevet klogere på, hvordan det gik Bernie under og efter 2. verdenskrig. Med ’Metropolis’ får vi forhistorien. Her er vi i Berlin i sommeren 1928, og der er ingen spring frem og tilbage i tiden – i modsætning til mange af de sidste bøger i serien.

’Metropolis’ er en kronologisk fremadskridende beretning om, hvordan nogle erfarne efterforskere ser et potentiale i den unge Bernie og indrullerer ham i kriminalpolitiets Mordkommission. Her bliver hans første opgave at efterforske en række grumme mord på prostituerede. Kvinderne er blevet dræbt med hammerslag og derefter skalperet. Et stykke inde i arbejdet med de døde prostituerede, konfronteres det Berlinske politi med et nyt problem. En person går rundt og skyder nogle af de mange krigsinvalider, som Berlin var så rig på efter 1. verdenskrig. Gunther ser som den første en potentiel sammenhæng mellem de to typer forbrydelser. Han bider sig stædigt fast og forfølger ubønhørligt sit mål, også selv om opklaringen betyder, at han må sætte sit liv på spil.

Et af de gennemgående træk ved Gunther er hans veldrejede, smarte og sort-humoristiske måde at formulere sig på. Han spiller ping-pong på en så intelligent og modig måde, at han aftvinger respekt hos selv de mest magtfulde modstandere. Og hans velsmurte tunge hjælper ham også over for kvinderne. Det er som om, han kan tale trusserne af mange af de skønne og selvsikre kvinder, han støder på gennem sin lange karriere. Det ser vi allerede gode eksempler på her, hvor historien starter. Og måske er det erkendelsen af denne gode gave, der gør, at han er ikke så sort og misantropisk i sin tilgang til livet, som han bliver senere. ’Metropolis’ har derfor en anderledes lethed end andre romaner i serien.

Skildringen af Berlin anno 1928 er et kapitel for sig. Er man begejstret for TV-serien ’Babylon Berlin’, så må man kaste sig over ’Metropolis’. Her folder den syndige, dekadente og kaotiske hovedstad sig ud for ens indre blik. Der er stofmisbrug, sexklubber, sex i det fri, prostituerede, slagsmål og vold, og musikken og sprutten flyder. Men man fornemmer, hvordan nazismen begynder at kaste sin isnende skygge hen over byen, hen over jøder, politiske modstandere, kunstnere og handicappede. Det er fabelagtigt godt, og ’Metropolis’ er en værdig afslutning på dette store forfatterskab.

Philip Kerr: Metropolis, Modtryk, 312 sider. Oversat af Ole Steen Hansen.