// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kristina Stolz: Cahun
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Kristina Stolz: Cahun

Skrevet af den 23. juli 2019 – 06:36Ingen kommentarer

Kristina Stolz’ ambitiøse roman om den franske multikunstner og surrealist Claude Cahun er både historisk og fortællemæssigt interessant. Den tegner et mangefacetteret portræt af det fantastiske franske fænomen, forfatteren, skuespilleren og fotografen Claude Cahun, som på alle måder var forud for sin tid.

Claude Cahun var en af de få kvinder i den franske surrealistiske bevægelse, og hun var queer allerede før det var et begreb. Hun var også modstandskvinde og kæreste med sin stedsøster. Men mest af alt er hun kendt for at lege med – eller rettere – at debattere og opløse vores opfattelse af køn.

Claude Cahun er et kunstnerisk pseudonym, der dækker over personen Lucy Schwob, som blev født i 1894 i havnebyen Nantes, som ligger lige ved udmundingen af Loire-floden i det vestlige Frankrig. Hendes far var chefredaktør, og der kom mange kulturpersonligheder, som for eksempel Oscar Wilde, i barndomshjemmet. Lucys mor var indlagt på et psykiatrisk hospital under det meste af Lucys barndom. Efter første Verdenskrig indgik Lucy et kunstnerisk og privat partnerskab med Suzanne Malherbe, som også blev en del af Cahun-pseudonymet. Lucy døde i 1954 på øen Jersey.

Cahun er nok allermest kendt som fotograf – flere har måske været heldige at se nogle af hendes fotografier udstillet på Louisiana Museum of Modern Art. I hendes fotografier definerede hun sig i opposition til den herskende kønsforståelse, og forholdt sig kritisk til, hvordan køn og seksualitet er blevet fremstillet gennem historien, og defineret gennem sproget og kulturen. Hun brugte ofte sig selv som model, og kommunikerede meget stærkt, at køn er noget man “gør”, og ikke noget man “er”.

På et foto fra 1920 har Cahun for eksempel kronraget sig og bærer en slidt tanktop. Hun er fotograferet i profil, og ser ikke rask ud, og ligner på mange måder et krigsoffer. Hvis man ikke lige ved, hvem det er, vil man være i tvivl om det er en mand eller en kvinde. Cahun legede med identitet og fremtoning på mange måder i meget særegne og unikke udtryk. I dag koster hendes fotografier fra 100.000 Euro og opefter på Christie’s auktioner.

Bogens start fascinerer og griber øjeblikkeligt. Rent kronologisk begynder vi bagfra, og fortællingen starter i 1945 under Anden Verdenskrigs afsluttende år. Her sidder Cahun og kæresten/stedsøsteren Suzanne fængslet i et krigsfængsel på øen Jersey i Den Engelske Kanal. Her dømmes de til døden af tyskerne for at have udført poetisk og politisk aktivisme mod den nazistiske besættelsesmagt. Henrettelserne bliver dog – gudskelov – aldrig eksekverede. I denne første og allerbedste del af bogen, er det Lucy selv, der fortæller om sit liv. Og det er fremragende.

I anden del af romanens i alt tre dele, møder vi en ny fortællestemme – som (måske) er – Lucys eget skæve sindelag, hendes svævende sindebillede. Det er soldaten, som springer ud af Pjerrots mund under et karneval, da Lucy er tre år. Soldaten bliver et finurligt litterært greb, der gør det muligt for fortælleren at bevæge sig på tværs af tid, rum og køn. En slags eksternaliseret Virginia Woolfsk form for stream of consciousness, der bevæger sig fra fronten under første Verdenskrig, til en sønderrevet dukke i en dametaske, til Lucys smertefulde barndom og sågar til 1970’ernes kvindekamp, terrorangreb og Syriens flygtninge.

Det bliver desværre alt for søgt og fortænkt, og prismen samler sig aldrig til et smukt glimtende hele. Derimod sidder læseren blændet og forvirret tilbage, og længes efter at komme tilbage til den mere traditionelle fortælling om Cahun selv.

I bogens tredje del er fortællerstemmen Suzannes. Som 80-årig ser hun tilbage på sit eget og sit fælles liv med Lucy. Hun er ved at samle dokumentation for deres fælles kunstneriske produktioner. Det afsnit bliver desværre også en anelse tungt, fordi handlingen foregår så mange år efter Lucys død, og derfor bliver det nødvendigt at introducere en række nye personer til at binde årene sammen. Men det er interessant at følge Suzannes refleksioner over deres fælles liv, og hendes oplevelse af at være en gammel kone plaget af forskellige gebrækkeligheder som gigt og indskrænket mobilitet. Det er et meget fint portræt, der tegnes.

Der er ingen tvivl om, at Kristina Stolz er en fremragende forfatter. Og jeg tager altid hatten af for stilistiske eksperimenter. Her kommer de dog til at spænde lidt for meget ben for en sublim historie og en ditto roman. Og hold da op, hvor er det ærgerligt.

Kristina Stolz: Cahun, Rosinante, marts 2019, 352 sider.