Rejse gennem natten er en forunderlig bog. Det er også en svær bog, en krævende bog og en stilistisk kraftpræstation. Men hvad er det egentlig for en bog?

Det er en bog om en kvinde, der lader tankerne og minderne få frit løb på en togtur gennem Europas hjerte. Der er ikke som sådan en handling, men hun springer frem og tilbage mellem rejsens fysiske nutidighed og tankens immatrielle form, der flakser rundt mellem smertelige minder og rene påfund.
Rejsen er meget fysisk, men det er hendes sindstilstand ikke. Undervejs taler hun med sine medpassagerer, der måske og måske ikke eksisterer. Hun taler og tænker på det at skrive, på rejsen og på små bidder af fortiden, mens landskabet og den virkelige verden glider forbi uden for, på den anden side af vinduet, adskilt fra hende.

Mayröker er (åbenbart) en af Østrigs kendteste forfattere, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved præcist at afgøre, hvad jeg egentlig mener om bogen. På den ene side er det en dragende, suggestiv skrivestil, der drev mig gennem siderne. Det er sprogligt et voldsomt højt niveau. På den anden side sad jeg lidt tilbage, og var i tvivl om, hvad jeg overhovedet havde læst. Ordene forsvandt lige så hurtigt, som de dukkede op i hovedet på den nærmest maniske fortæller.

Heldigvis fik jeg hjælp af det fremragende efterord af Madame Nielsen, der fik noget af bogen til at falde på plads i mit hoved. Det er sjældent at efterord for alvor gør en forskel for en bog, men her blev jeg hjulpet til en bedre, dybere forståelse af Mayrökers værk. Tak for det!

Det ændrer dog ikke på, at Rejse gennem natten kræver meget af sin læser. Måske også for meget.

Friederike Mayröker: Rejse gennem natten. 108 sider, Forlaget Palomar. Oversat af Eva Botofte, 2019