Den danske musiker og sangskriver Allan Olsen har netop udgivet anden halvdel af sine erindinger. Hvor den første, ”Tilfældigt strejfet”, sluttede da Allan Olsen flyttede hjemmefra og forlod hjembyen Frederikshavn, så tager ”Laksetrappen” over netop der i slutningen af 1970’erne og fortæller historien om hvordan Olsen langsomt og ikke altid lige sikkert opbygger sin karriere som troubadour.

Selvom det er slidt kliché, så er Allan Olsens fortælling faktisk hudløs ærlig. Vi kommer ned under overfladen og får blandt andet beskrevet kvalerne ved at spille sammen med et band og stå i et lydtomt studie og indspille de sange, som er bedst egnet til menneskefyldte og røgfyldte spillesteder. Vi kommer også med på Olsens spontane ”dannelsesrejse” til Dublin – som ikke er videre succesfuld – og med ind i sangskriverens værksted og de store udfordringer der kan være ved igen og igen at skulle levere materiale til den næste pladeudgivelse og den næste koncertturné.

Vi får indimellem også historierne om hvordan nogle af Olsens mest populære sange er blevet til. Hvor kort tid det tog at skrive nogle af de allerstørste. Superfedt når man nu kender sangene, og den slags kunne der godt have været meget mere af. En lidt mere systematisk tilgang, hvor hver enkel udgivelse lige får et par ord med på vejen.

Olsens koncerter er ofte en pæn blanding af sange og røverhistorier og snak indimellem sangene. Og det er nogenlunde det samme, som gør sig gældende her. Livsforløb krydret med anekdoter fra specifikke dage. For eksempel Olsen og hundens fund af en ilde tilredt kvinde i en skov. Ikke noget, der tilfører livshistorien noget. Bare et sidespring. For sådan er Olsen. På scenen og på papiret. Og det giver bogen det her særlige Olsen-præg. Man er i hvert fald ikke i tvivl om at det er Allan Olsens selvbiografi man sidder med.

De første år i Aarhus som ikke videre kendt musiker beskrives indgående, mens det går noget stærkere og bliver ganske mere overfladisk senere hen, da karrieren tager fart. Det er i bund en skam, men på den anden side, så havde det nok gjort fortællingen endnu længere. Knap 370 sider er i forvejen noget af en moppedreng, når man tænker på at der er tale om bind 2. Hele barn- og ungdommen er beskrevet i en hel bog for sig selv.

”Laksetrappen” er et ”must” for alle, der er fans af Allan Olsen og nyder nordjydens musik. Men ”almindelige mennesker” kan skam også meget ud af at læse denne ærlige fortælling fra en af vort lands største sangskrivere.

Allan Olsen: Laksetrappen – Et skævt tilbageblik. Politikens Forlag, 2019. 368 sider.