Doktor Zjivago er en af litteraturhistoriens helt store klassikere, og det var med en vis ærefrygt, at jeg begyndte at læse. Jeg har læst den én gang før, på engelsk som ganske ung, og var dengang opslugt af de dramatiske begivenheder under den russiske borgerkrig og naturligvis ikke mindst kærlighedshistorien mellem den gode doktor og den fortvivlende smukke Lara. Derfor var jeg bekymret for, om min ungdoms fascination kunne stå for tidens tand. Lad mig slå fast: det kunne den!

Romanen åbner med en begravelse. En ung kvinde er død, og efterlader sin ulykkelige søn og en fordrukken mand. Manden lever ikke længe, han kaster sig i drukkenskab ud fra et tog og nu er lille Jurij, den senere doktor, helt alene. Han opfostres i en kærlig plejefamilie, hvis datter han gifter sig med som voksen. Sideløbende følger vi den fattige og faderløse Lara, der misbruges af sin families ”ven” og velgører, mens moderen vender det blinde øje til. Også Lara gifter sig med en barndomskammerat, og således burde alt kunne være idyl, hvis det ikke var for udbruddet af 1. verdenskrig.

Krigen vender op og ned på alt, og snart rammer revolutionen. Venner bliver til fjender, mens almindelige mennesker forsøger at overleve i det totale sammenbrud. Både Jurijs og Laras familier ender i Uralbjergene, hvor de røde kæmper mod de hvide og ingen tager nogen hensyn til civilbefolkningen.
Doktor Zjivago er berømt for kærlighedshistorien mellem Jurij og Lara, men i virkeligheden er det for mig de barske beskrivelser af livet under den russiske revolution, der fylder mest. Vi mærker sulten, kulden og fortvivlelsen, når landsbyer bliver beskudt, togdriften stopper og ingen ved, hvem der regerer i morgen. Kampene bølger frem og tilbage, og almindelige mennesker må dukke sig og håbe på det bedste. Brutaliteten er allestedsnærværende.

Det er en af verdenshistoriens allerbedste romaner, og den bliver læst af alt for få. Måske fordi de mere end 800 sider afskrækker, måske fordi de mange russiske diminutiver gør det svært for læseren at følge med, en velkendt udfordring i russisk litteratur. Det er ærgerligt, for det er virkelig, virkelig en fremragende bog, som alle bogelskere skylder sig selv at give sig i kast med. Det er en stor læseoplevelse, og jeg håber at endnu flere vil turde binde an med den!

Det er altid velkomment, når forlag genudgiver klassikere. Det giver fornyet interesse og mulighed for nye læsere for at opdage litteraturskatte. Så derfor er jeg glad for Gyldendals Klassikerkollektion, som Doktor Zjivago er en del af. MEN – for der er et men – en bog er for mig også en taktil følelse. Jeg læser fysiske bøger, ikke ebøger, og en del af læseoplevelsen er at sidde med bogen i hånden. Og her fejler denne udgivelse altså. 831 sider er alt for lang og tung en bog til den kvalitet, den fysiske bog har fået her. Bogen skær i hænderne, er kluntet og svær at læse, fordi ryggen ikke rigtig kan holde siderne. Det er ærgerligt, for det går ud over læseoplevelsen. Opsætningen er sikkert fin for kortere bøger, men her burde man enten have lavet to bind eller lavet en bedre ryg/omslagskvalitet.

Boris Pasternak: Doktor Zjivago. 831 sider, Gyldendal. Oversat af Ivan Malinowski, 2019